Det fatimidiske kalifat, 297-567 H/909-1171 AD

Faktuelle oplysninger
Dynasti
Det fatimidiske kalifat, 297-567 H/909-1171 AD
Hersker og datoer
Abu Muhammad ‘Abd Allah (eller ‘Ubaydallah) al-Mahdi (af ukendt oprindelse), (297-322 H/909-934 AD)
Mønt navn
al-Qayrawan – Kairouan, den abbasidiske, senere aghlabidiske og første fatimidiske hovedstad i Ifriqiya
Dato
305 H (917-918 AD)
Metal
Guld dinar
Vægt
4,15 g
Mål
19,0 mm
Inventar nr.
C 210
Indskrift & design

Forside

Midterfelt

‘abd allah / la ilah illa / allah wahdahu / la sharik lahu / amir al-mu’minin
“‘Abd Allah, der er ingen gud uden Gud, Han alene, Han har ingen ligemænd, De Troendes Hersker”.

Omskrift

muhammad rasul allah arsalahu bi’l-huda wa din al-haqq li-yuzhirahu ‘ala al-din kullihi wa law kariha al-mushrikun
”Gud er den, der sendte sin udsending Muhammad med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Guds side, hader det”.
(sura 9, Omvendelse (al-Tawba), vers 33)


Bagside

Midterfelt

al-imam / muhammad / rasul / allah / al-mahdi billah
“imamen, Muhammad er Guds sendebud, al-Mahdi billah”.

Omskrift

bism allah duriba hadha’l-dinar bi’l-qayrawan sana khams wa thalathmi’a
“i Guds navn denne dinar blev præget i Kairouan i året fem og tre hundrede”.

Historisk note

‘Ubaydallah al-Mahdi, grundlæggeren af det fatimidiske dynasti, hævdede at nedstamme fra Fatima, profeten Muhammads datter og ’Alis kone. Da han besluttede sig for at forlade sit fødeland Syrien, vidste han ikke bestemt, hvilket af de to områder, Yemen eller Nordafrika, han skulle rejse til. Han valgte imidlertid det sidstnævnte, fordi missionærer (da‘i’er) allerede havde arbejdet dér på hans vegne med at forkynde shiismen for kutama-berberne. Da al-Mahdi i 291 H (903 AD) ankom til Sijilmasa, opdagede han, at hans udsending, ’Abd Allah al-Shi‘i, prøvede at afsætte de sunnitiske aghlabidiske guvernører over Ifriqiya med hjælp fra kutamaerne.

I 296 (909) besatte ‘Abd Allah al-Shi‘i den aghlabidiske hovedstad Kairouan og forviste den sidste aghlabidiske leder, Ziyadat Allah 3., og det følgende år blev al-Mahdi (hvis navn betyder Messias) triumferende udråbt til hersker i byen.

Efter at have hersket i to år besluttede al-Mahdi at skaffe sig af med sin tidligere velgører, ‘Abd Allah al-Shi‘i, og han fik ham henrettet i 298 (911). Dette førte til en opstand fra dennes kutama-tilhængerne, som al-Mahdi fik slået ned under megen blodsudgydelse.

I begyndelsen skjulte fatimiderne deres shiitiske overbevisning bag en facade af sunnimuslimsk fromhed, idet de fortsatte med at præge mønter i det traditionelle aghlabididske design, som havde været brugt i over hundrede år. Dog gjorde al-Mahdi sine ambitiøse planer tydelige på sine mønter ved at kalde sig selv ‘abd allah (Guds Tjener), amir al-mu’minin (De Troendes Hersker) og imam. Dette var alle titler, som de umayyadiske og abbasidiske kaliffer traditionelt havde haft forret til.

Copyright 2022 © - Davids Samling