Yusuf ibn Tashufin var granfætter til Abu Bakr ibn ‘Umar, og han betragtes almindeligvis som den reelle grundlægger af den almoravidiske stat. Abu Bakr udnævnte Yusuf til sin vicekonge i Marokko i 453 H (1061 AD), og han tilbragte derefter resten af sit liv med at føre ”hellig krig” i Vestafrika. Yusuf forsatte erobringerne, der var påbegyndt af Abu Bakr, og ved sin død i 500 (1106) efterlod han et stort rige, der inkluderede Maghreb, meget af Ifriqiya og det islamiske Spanien til sin søn ’Ali.

I 479 (1086) anmodede al-Mutamid, den abbadidiske hersker over Sevilla, Yusuf, om at hjælpe sig med at beskytte sit kongedømme imod Alfonso 6. af Castilien. Dette viste sig dog ikke at være i al-Mutamids bedste interesse, for Yusufs militære succeser og hans magtovertagelse ved Abu Bakrs død i 480 (1087) inspirerede ham til at besejre abbadiderne og indtage byen Sevilla, og derefter besatte han resten af det islamiske Spanien.

Yusufs mønter ligner Abu Bakrs. Forsiden bærer hans navn med titlen emir, og sura 3, Al ’Imran vers 85, som kan anses for at være det almoravidiske ”motto”: “Hvis nogen ønsker sig en anden religion end overgivelsen til islam, så bliver den ikke godtaget fra ham”. Møntens bagside henviser til den abbasidiske kalif som “imamen, Guds Tjener, De Troendes Hersker”.

Yusufs mønter blev præget i mange møntsteder i Marokko og Spanien, og de fleste er sjældne. Aghmat var en lille by i det sydlige Marokko, nu kendt som Urika, og den blev almoravidernes hovedby i den region. Dens velstand skyldtes befolkningens flid og de godt kunstvandede haver, som omgav dem. Yusufs meget intelligente kone, Zaynab al-Nafzawiyya, som tidligere havde været gift med først kongen af Aghmat og efter dennes død med Abu Bakr, trak lærde mænd, forskere og kunstnere til byen og indførte et kulturliv, som byen aldrig havde oplevet før.