Da Yahya ibn Ibrahim, lederen af sanhaja-berberne i Sahara vendte hjem fra sin pilgrimsfærd (hajj) til Mekka, fik hans religiøse nidkærhed ham til at invitere den marokkanske lærde ‘Abd Allah ibn Yasin til at arbejde blandt sit folk.

Sammen grundlagde de et fæstningsagtigt kloster, rabat, ved Senegal-flodens udmunding. Herfra spredte de deres fundamentalistiske form for islam.

Almoraviderne eller murabitun’erne (”dem, der opholder sig i en fæstning”) dannede derefter en hær, som blev ledet af Abu Bakr ibn ‘Umar, en prins fra lamtuna sanhaja-stammen. Han havde været en af de mange, der sluttede sig til denne gudsfrygtige, muslimske bevægelse.

Med fætteren Yusuf ibn Tashufin som næstkommanderende førte Abu Bakr sin hær nordpå i 443 H (1051 AD), og inden længe havde de erobret det meste af Marokko. Senere anlagde de deres hovedstad i Sijilmasa, som var endestation for den vestlige, trans-sahariske karavanerute, og som var den første vigtige by, der blev indtaget af Abu Bakrs broder, Yahya ibn ‘Umar, i 446 (1054).

Efter Abu Bakrs succes i Marokko forlod han Sijilmasa for at skabe enighed blandt de almoravidiske stammer. Han forfremmede Yusuf til øverstkommanderende og leder af administrationen.

Da Abu Bakr vendte tilbage i 453 (1061), opdagede han, at Yusuf nu var blevet den faktiske regent, selv om Abu Bakr stadig havde sikka (retten til præge mønter i sit eget navn).

I 449 havde Abu Bakr udstedt den tidligst registrerede almoravidiske mønt med sit navn på. Guldet, der blev brugt til prægningen af almoravidernes mange mønter, kom fra de rige miner i området omkring Guldkysten, det nuværende Ghana.

Dinaren, Abu Bakr indførte, beholdt det samme design og de samme indskrifter fra dynastiets begyndelse til dets slutning i 541 (1147). På bagsiden var en henvisning til den abbasidiske kalif, som var kendt som ‘Abd Allah Amir al-Mu’minin ( (Guds Tjener, De Troendes Hersker) – som på denne mønt – eller undertiden mere specifikt som ‘Abd Allah al-‘Abbasi (Guds Tjener, Abbasiden). Hans rigtige navn brugtes aldrig.