Museets Historie

Museets stifter, Christian Ludvig David, blev født den 30. juli 1878. Hans forældre Magdalene Juliane Hagen (1840-1901) og jernbaneingeniør Johannes Hage Christian David (1837-1890) døde relativt tidligt, men de efterlod ikke den unge Christian David og hans to yngre søstre ubemidlede. Fra den fædrene side arvede de tre søskende en betydelig formue, der stammede fra oldefaderen, grosserer Joseph Nathan David (1758-1830), og bedstefaderen, nationaløkonom Christian Georg Nathan David (1793-1874). Den sidstnævnte havde brudt med familiens jødiske baggrund og var konverteret til kristendommen. Han havde været medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling og efterfølgende beklædt høje embeder inden for statsapparatet, bl.a. som finansminister i 1864-1865.

C.L. David bestod den juridiske embedseksamen i 1903 ved Københavns Universitet. Han slog ind på løbebanen som praktiserende sagfører og blev allerede som 33-årig udnævnt til højesteretssagfører. Som procederende sagfører blev David især kendt for sit forsvar af bankdirektør Emil Glückstadt (1875-1923), der stod anklaget for at være hovedansvarlig for datidens største danske finansskandale, krakket af Landmandsbanken i 1922.

En anden, langt mere indbringende side af Davids professionelle virke var imidlertid hans engagement i erhvervslivet. Han var aktiv i bestyrelserne for adskillige af periodens førende danske virksomheder som Schous Fabrikker, Vølund og Århus Oliemølle og fungerede ligeledes som deres juridiske sagkyndige. Ud over indtægterne herfra forøgedes Davids formue også i kraft af de aktier, han besad i disse succesfulde virksomheder. Særlig vigtig i den henseende var aktieposten i De Forenede Vagtselskaber, hvori David var bestyrelsesformand. Igennem opkøb af vægterselskaber i Norge og Sverige samt tilknytning af rengøringsselskaber udviklede virksomheden sig i mellemkrigsperioden til en stor, multinational gruppe, der senere samledes under navnet ISS.

David giftede sig aldrig, og da han i 1960 døde barnløs, efterlod han sig en større formue og en kunstsamling i ejendommen Kronprinsessegade 30. Landstedet Marienborg ved Bagsværd sø, som David havde købt i 1934, testamenterede han til den danske stat som sommerbolig for landets til enhver tid siddende stats- eller udenrigsminister.

David gjorde sine første kunstindkøb som ung sagfører i 1910’erne, hvor han erhvervede malerier og skulpturer af danske kunstnere, fortrinsvis af de lidt ældre generationer. I takt med Davids voksende rigdom blev denne del af hans samling dog snart overskygget af erhvervelserne inden for europæiske møbler og kunsthåndværk fra det 17.-18. århundrede. Det var et område, der rummede store muligheder for en økonomisk velfunderet samler, idet mange vigtige udenlandske samlinger opløstes under 1920’ og 1930’ernes dårlige konjunkturer.

Han udviklede en særlig interesse for dansk og europæisk fajance og porcelæn. For at sætte denne del af samlingen i relief – og for at dyrke et samlerområde, der i en dansk sammenhæng var enestående – erhvervedes snart også keramiske genstande fra den islamiske verden. Dermed lagdes grundstenen til en tredje, vigtig del af samlingen.

I 1917 købte David ejendommen Kronprinsessegade 30, der var opført omkring 1806-07 formodentlig efter tegning af stadskonduktør J.H. Rawert. Med denne erhvervelse havde David sørget for en passende bolig til sig selv samt plads til sin voksende kunstsamling. Bygningen havde derudover en særlig betydning for ham, idet den ca. 100 år tidligere havde tilhørt oldefaderen J.N. David.

Ved at ændre tagets rejsning skabtes øverst i 1918-1920 to større og et mindre rum til kunstsamlingen på fjerde etage – samt en trappe op dertil – tegnet af arkitekt Carl Petersen (1874-1923). Til den keramiske samling byggedes i 1928 et særligt galleri skabt af Carl Petersens medarbejder, arkitekten Kaare Klint (1888-1954), der i 1950 også stod for indretningen af det, der i dag er det åbne magasin bagerst på samme etage. Der var adgang til kunstsamlingen fra Davids bolig på etagen nedenunder, der også var udsmykket med kunstgenstande. Husets to øvrige etager var udlejede.

David havde fra 1930’ernes begyndelse leget med tanken om, at samlingen efter hans død skulle bevares som et selvstændigt, offentlig tilgængeligt museum i huset Kronprinsessegade 30. Den selvejende institution, C.L. Davids Fond og Samling, blev dog først til virkelighed i 1945 efter 2. verdenskrigs afslutning, efter at David tidligere på året havde overlevet en alvorlig sygdom. I 1948 åbnedes samlingen for offentligheden nogle få timer om ugen på tredje og fjerde etage, idet David nu boede på anden etage, og hans sagførerkontor installeredes på første etage. Efter Davids død i 1960 udvidedes åbningstiden i takt med, at også resten af Kronprinsessegade 30 blev inddraget til brug for museet.

Foruden den økonomiske baggrund til museets drift havde David også sørget for midler til at udbygge samlingen, og igennem 1960’erne og 1970’erne kompletteredes bestanden af europæiske møbler og kunsthåndværk fra det 18. århundrede. Snart stod det imidlertid klart, at museet i en skandinavisk sammenhæng havde sin vigtigste eksistensberettigelse i kraft af bestanden af islamisk kunst. Fra 1980’erne og frem styrkedes nu så godt som udelukkende denne del af samlingen ved indkøb. For at huse den stadigt voksende bestand af kunstværker erhvervedes i 1986 naboejendommen Kronprinsessegade 32. Fire år senere kunne den første udvidelse af museumsarealet i denne ejendom, et langt montrerum til islamiske miniaturer, tages i brug. Miniaturegalleriet tegnedes af arkitekt Wilhelm Wohlert (1920-2007), mens Wohlert Arkitekter har stået for de senere ombygninger i 1999 og 2005-2009. Den seneste ombygning har bl.a. betydet, at området til den islamiske samling er blevet fordoblet og udstillingen helt nyindrettet.