‘Ali ibn Yusuf arvede et stort rige fra sin far, som havde opnået megen beundring og respekt, og hans navn var muslimernes stolthed. Imidlertid var den sidste del af den almoravidiske regeringsperiode præget af konstant nedgang. De var ikke længere stærke nok til at modstå hverken den kristne fremrykning i Spanien, hvor der allerede var kaos og splid mellem muslimerne, eller masmuda’ernes fremrykning fra den anden side af Atlas-bjergene i det sydlige Marokko. Yusuf havde rådet ’Ali til at håndtere masmuda’erne forsigtigt for at undgå en opstand, men ’Ali fulgte ikke faderens råd. Imens voksede den gryende almohadiske bevægelse i styrke under forberedelserne til deres invasion af Maghreb. Almoraviderne led under en mangel på indtægter, som førte dem til at udskrive høje skatter, langt højere end dem som islamisk lov foreskrev. De blev derved beskyldt for grådighed og begærlighed. ’Ali efterlod et meget reduceret og svækket rige til sin søn Tashufin, som kun herskede i tre år fra 537-540 H/1143-1145 AD.

Den sidste almoravidiske hersker, Ishaq ibn ‘Ali, blev dræbt i 541 (1147) af den almohadiske leder Ibn Tumart, som derefter førte sin tropper over Gibraltarstrædet for at erobre Spanien.

På trods af de vanskeligheder, som ‘Ali ibn Yusuf oplevede i sin regeringstid, har mønterne præget af ham i Fas (Fez) dateret 535-537 nogle af de mest kunstfærdige og dekorative kufi- indskrifter set noget sted. Som kalligrafiske små mesterværker en miniature er de højt værdsat for deres skønhed. På denne mønt er ’Ali beskrevet som ”Muslimernes Hersker” og hans søn og arving Tashufin som ”Muslimernes Øverste Stedfortræder, Den Sejrrige Prins, Tashufin”. Som det er almindeligt på de almoravidiske mønter er den fjerne abbasidiske kalif anerkendt som “Imamen, Guds Tjener, abbasiden, De Troendes Hersker”, men den pågældende kalif, i dette tilfælde al-Muktafi (530-555 /1136-1160) fik aldrig sit egentlige navn på mønten.