Mekka og Kabaen
Den centrale helligdom
Mekka var i Muhammads tid (ca. 570-632) et knudepunkt for karavanehandelen i området mellem Middelhavet og Det Indiske Ocean. Samtidig var Mekkas indbyggere vogtere af Kabaen, den centrale helligdom i hele Arabien. Kabaen bestod på dette tidspunkt af et kubisk tempel sandsynligvis af træ. Omkring dette tempel og inde i selve helligdommen havde adskillige trosretninger fra nær og fjern opstillet i hundredvis af gudebilleder i form af statuer og andre genstande. I tiden op til islams komme var Mekka med sin Kaba således et centrum for både handel og religionsdyrkelse.
Med Muhammads indtagelse af Mekka i 630 ændredes forholdene. Kabaen blev ryddet for alle gudebilleder, og det samme gjorde resten af byen. Denne handling skulle vise, at den nye religion kun accepterede én gud, og at denne gud, som var den samme som jødernes og de kristnes gud, ikke længere lod sig repræsentere gennem billeder og figurer.
Som et helligt samlingspunkt for den muslimske menighed blev Kaba-bygningen imidlertid det permanente mål for både bøn og pilgrimsfærd. Fra denne tid og fremefter har bedende muslimer altid orienteret sig mod Kabaen, og alle større moskeer har været forsynet med en mihrab – en markering af retningen mod netop denne bygning.
I Koranen er Kabaen forstået både som Guds hus og som Abrahams hus. Med sten tilbage fra Adams tid – den første profet ifølge islam – opførte Abraham og hans søn Ismail et hus på netop dette sted. Såvel Kabaens placering som dens fysiske form er således nært forbundet både med det første gudskabte menneske på jorden og med Abraham, stamfader til jødedommen, kristendommen og islam.
Vor tids Kaba kan beskrives som en næsten kubisk bygning af tilhugne natursten. Målt langs de ydre sider er den samlede konstruktion ca. tretten meter lang, elleve meter bred og seksten meter høj. I det østlige hjørne er indmuret den berømte ”sorte sten”, angiveligt et af de originale byggeelementer, der i dag er slidt blank af talrige pilgrimmes berøring og kys.
Indvendig er Kabaen tom, bortset fra nogle lamper og tre træsøjler, som bærer det flade tag. Som følge af en gammel tradition er Kabaen det meste af året dækket af et brokadetæppe med koranindskrifter. Dette dække, kaldet kiswa, fornys hvert år ved pilgrims-højtiden, og det gamle tæppe bliver skåret i stykker og foræret eller solgt til pilgrimme som rejseminder eller lykkebringende amuletter.