Sufier, dervisher og hellige mænd og kvinder
Mystikere, der hengiver sig fuldt ud til Guds vilje
Med klare paralleller til visse kristne munke og nonner finder man i den islamiske verden en slags hellige mænd og kvinder, hvis eneste sigte er at opnå en forbindelse til Gud på det personlige plan. Disse personer, der oftest omtales som sufier eller dervisher, bliver af almindelige muslimer og ikke-muslimer betragtet som en slags mystikere – ofte med en vis skepsis. I deres egen selvforståelse er sufierne og dervisherne dyrkere af den ægte islam.
Sufismen kan beskrives som en inderliggørelse af islam. En central pointe er, at det sande indblik i verdens beskaffenhed kun opnås gennem et intimt og personligt kærlighedsforhold til Gud. Alene ved at opgive alle hensyn til personlige behov og hengive sig fuldt ud til Guds vilje kan en sufi opleve den egentlige mening med islam. Ordet suf, som betyder uld på arabisk, henviser efter alt at dømme til en beskeden dragt af uld, der oprindeligt udgjorde de asketiske sufiers eneste påklædning.
De første sufier dukkede op i historien i det 8. århundredes Irak og Syrien. På dette tidspunkt var der tale om individer, der dyrkede en ensom livsførelse præget af askese og isolation. I takt med ideernes udbredelse udvikledes imidlertid både ordener, skoler og klostre med sufismen som fællesnævner.
Særlig vigtig for den bredere accept af sufismens ideer var filosoffen og teologen al-Ghazali (1058-1111). Med al-Ghazalis udlægning af en moderat sufisme, hvor vægten blev lagt på en højnelse af den enkeltes moral og den fælles etik, spredtes de sufiske broderskaber fra det 12. århundrede til hele den islamiske verden.
Vejen til Gud er af sufier beskrevet som ”jeg’ets forsvinden”. I et rigt billedsprog kan man i digte fra sufismens mange mestre læse om den indre oplevelse af at opgive sig selv og blive ét med Gud. Fra den legendariske sufimester, al-Hallaj (857-922), der endte sine dage med at blive dødsdømt for blasfemi, findes følgende vers om en sufis mystiske forening med Gud:
”Jeg er den som jeg elsker, og den som jeg elsker, er mig.
Vi er to sjæle der bor i ét legeme.
Ser du mig, da ser du Ham; ser du Ham, da ser du os.”
