Handel, mål og vægt
Til lands og til vands
Handel nød – og nyder forsat – høj anseelse i den islamiske verden. Profeten selv var omrejsende købmand, og Mekka og Medina, hvor islam opstod, var vigtige handelscentre. Selv i muslimernes hellige bog, Koranen, er der passager direkte relateret til handelslivet.
Fra tiden omkring år 800 og frem til slutningen af det 15. århundrede var den islamiske verden centrum for den internationale samhandel mellem de dengang kendte kontinenter. Fra Spanien i vest til Indien i øst kunne varer transporteres fra den ene islamiske provins til den næste. Med udgangspunkt i Damaskus, Baghdad og Cairo udgik handelsruter til Skandinavien, Kina og det centrale Afrika.
Hovedparten af transporten foregik med kamelkaravaner. Talrige karavaneveje og tilhørende karavanseraier gennemskar både de afrikanske ørkenområder og det bjergrige Centralasien. Fra de vestlige og sydvestlige egne fragtedes guld og salt, fra de østligste provinser primært silke og porcelæn.
Til fjernere egne skabtes også kontakt ad søvejen. Fra arkæologiske fund og rejsendes beretninger ved man, at der blevet handlet pels og rav med Skandinavien, og at dette foregik både via land- og flodhandel. Også i Afrika foregik dele af fjernhandelen til vands. Mellem Egypten og det sydlige Nubien var det skibe på Nilen, der stod for hovedparten af vareudvekslingen, og på Afrikas østkyst, så langt mod syd som til Zanzibar, domineredes krydderihandelen af de arabiske handelsskibe, dhow’erne.
Særligt bemærkelsesværdig var den islamiske verdens tætte handelsforbindelser med Det Fjerne Østen. Allerede længe før islams komme udveksledes varer mellem Kina og Middelhavsområdet, men med det umayyadiske dynastis erobring af det iranske område i det 7. århundrede intensiveredes handelen kraftigt. Fra det 8. århundrede har man oplysninger om regulære kolonier af muslimske købmænd i flere kinesiske byer, og fra samme periode foregik regelmæssige sejladser mellem Den Persiske Golf og kinesiske havne.
Med opdagelsen af Amerika og søvejen syd om Afrika i slutningen af det 15. århundrede ebbede den islamiske verdens rolle som centrum for vareudveksling langsomt ud. Europæerne var nu selv i stand til at indkøbe, hvad de ønskede, og med tiden formåede de også at sikre sig de fjernere verdensdele som afsætningsmarkeder.
Handelsruter
