Profeten Muhammad

Muhammad, hvis fulde navn var Muhammad ibn Abd Allah, blev født i år 570 i byen Mekka på Den Arabiske Halvø. Fra forskellige udsagn i Koranen kan det sluttes, at Muhammad allerede i en tidlig alder blev forældreløs, og at han derfor voksede op hos slægtninge, blandt andet hos onklen Abu Talib. Ligeledes kan det fra Koranen udledes, at han som ung arbejdede som handelsmand og karavanefører for en enke ved navn Khadija, med hvilken han på et tidspunkt giftede sig og blev far til fire piger og to drenge. Drengene døde dog begge som spæde, ligesom også den sidste søn, som Muhammad senere fik, kun levede i ganske kort tid.

Omkring år 613 begyndte Muhammad at formidle de åbenbaringer, der senere skulle komme til at udgøre selve Koranen. Efter eget udsagn havde Muhammad modtaget åbenbaringerne fra Gud via ærkeenglen Gabriel under ophold i bjergene nær Mekka. I begyndelsen var der enkelte, der tilsluttede sig Muhammads nye lære og blev muslimer, men i almindelighed havde hans virke som profet i hjembyen ikke den store gennemslagskraft.

Konfronteret med stigende modstand fra de ledende familier i Mekka, som frygtede, at den nye lære om den ene og almægtige Gud kunne udvikle sig til en trussel mod byens status som multi-religiøst valfartssted, besluttede Muhammad i 622 at immigrere til byen Yathrib, senere kaldet Medina. Denne handling, som på arabisk kendes som hijra (udvandringen), er siden blevet betragtet som første år i islamisk tidsregning.

Fra Medina indledte Muhammad en egentlig kamp mod borgerne i Mekka, og efter otte år og mange slag lykkedes det i 630 de muslimske styrker at indtage byen. Et religiøst centrum for den islamiske civilisation blev nu definitivt grundlagt, og i det følgende århundrede udbredtes den nye religion til både Syrien, Egypten, Det Persiske Rige (Iran og Irak), samt Nordafrika og dele af Indien. Muhammad afgik ved døden efter kortvarig sygdom i 632.