Symbolik i islamisk kunst
Nye betydninger
Selve den ide, at et billede eller en skulptur repræsenterer noget andet end blot sig selv, er af ortodokse muslimer ofte blevet udlagt som uforeneligt med det centrale budskab inden for islam: ”Der er ingen gud uden Gud”. Af denne grund kan man fremføre, at al kunst fremstillet i den islamiske verden må betragtes som blottet for symbolik. Betragter man de faktiske kunstværker, kan man dog også konstatere, at flere motiver i den islamiske kunst let kan relateres til symboler af både nyere og ældre dato.
I islams første århundreder overtog de muslimske herskere et rigt billedsprog med en lang række symbolske motiver. Paradis- og fyrstesymboler, stjernetegn, fabelvæsner og religiøse sindbilleder kunne i det 8. århundrede findes i stort set alle egne af det nye rige – ikke mindst i de vestlige. Genbrugt i en islamisk kontekst er det dog spørgsmålet, om ikke de fleste af disse symboler ret hurtigt mistede deres originale betydning. Løver, gazeller, griffer, harpyer og sfinkse optræder i flæng på alle slags genstande. Drager og føniksfugle er snart gode, snart onde og snart rent dekorative.
Fyrstesymbolikken, i særdeleshed, ser ud til at have undergået en forvandling fra noget meget betydningsfuldt til noget primært dekorativt. Et klassisk fyrstesymbol som en løve eller en falk, der angriber et svagere dyr (symboliserende fyrstens ret til at herske), kan således findes både på de kostbareste pragtgenstande og på ganske almindelige, dagligdags brugsgenstande.
I nyere tid har halvmånen fået en særlig status som et slags samlingsmærke for alt, hvad der er islamisk. Man skal dog ikke forveksle halvmånen med et egentligt symbol i lighed med det kristne kors. Det, der i den muslimske verden oftest er blevet anvendt som et billede på islam, er i virkeligheden den arabiske skrift.
Den arabiske skrift er altid blevet opfattet som noget ophøjet og helligt. Dette skyldes utvivlsomt den nære association mellem Koranens ord og den skrift, med hvilken Koranen er formidlet. Men det skyldes muligvis også en direkte kobling mellem bogstavernes abstrakte form og egenskaber man tillægger Det Guddommelige. I lighed med denne fortolkning er også arabeske-dekorationerne og de geometriske mønstre fra tid til anden blevet udlagt som sindbilleder på Gud. I kraft af deres evne til at kunne udstrækkes i det uendelige kan både planteornamentikken og de geometriske former ses som en påmindelse om Guds uendelighed.
