Moskeen
Et bedehus
Ordet moske er indgået i det danske sprog via fransk fra det arabiske ord masjid, som betyder ”et sted hvor man bøjer sig i bøn”. Den oprindelige muslimske forståelse af begrebet ”en moske” er således et sted, hvor man forretter sine bønner – ikke nødvendigvis en bestemt type bygning. I princippet kan en moske bestå af et hvilket som helst rum, hvor der er plads til at bede.
Fredagsmoskeen, kaldet masjid jami, er – til forskel fra en almindelig moske – ikke alene et sted for bøn, men også et sted for forsamling. Her er der tale om et bedehus såvel som et forsamlingshus, hvor troende fredag middag mødes til både bøn og khutba (imamens tale). I den vestlige verden er det fredagsmoskeen med dens kupler og minareter, der står som det typiske billede på en moske.
De tidlige fredagsmoskeer var, i lighed med Muhammads hus i Medina, udformet som åbne gårdspladser med en overdækket bedesal i den ene ende. I senere tider er en række arkitektoniske elementer med særlig tilknytning til islams ritualer blevet fast inventar. Mest bemærkelsesværdig er den såkaldte mihrab. En mihrab er en særlig niche, som i moskeen angiver retningen mod Kabaen i Mekka. Nichen kan have forskellige størrelser og være udformet i vidt forskellige materialer, men er altid placeret i qibla-væggen – den af moskeens vægge som vender mod Mekka.
Foruden en mihrab tilføjedes også i de fleste store moskeer en trappelignende prædikestol kaldet en minbar og en renselsesbrønd, sabil, i gården. Islamisk ret gør gældende, at enhver muslim bør rense sig før indtræden i en moske, hvor man da også undlader at gå med sko.
Minareten, som har sit navn fra det arabiske ord manara (fyrtårn), sås første gang i det 8. århundredes Syrien og Irak og har siden bredt sig til hele den islamiske verden. Visse steder bruges minareter alene som blikfang, andre steder har de den funktion at være et sted, hvorfra muezzin’en kan synge eller indkalde til bøn.
Et karakteristisk træk ved moskebyggeri overalt i verden er den direkte påvirkning af lokale byggetraditioner. I de tidlige syriske moskeer kan man se et omfattende genbrug af den byzantinske kirkekunst, mens man i de storhvælvede iranske moskeer kan se spor efter den før-islamiske, sasanidiske paladsarkitektur. Retter man blikket mod syd-vest, er mange af fredagsmoskeerne i det vestlige Afrika tydeligt inspireret af tidligere tiders hellige gravmonumenter, og mod øst, i Kina, er de ældste moskeer udformet som buddhistiske pagoder.
