Våben og krigskunst
Til kamp og pragt
I tiden op til islams komme var Den Arabiske Halvøs befolkning ikke uvant med krige. Mangelen på en overordnet autoritet gjorde, at fred krævede specielle aftaler mellem de dominerende beduin-stammer, og brud på disse førte ofte til langvarige konflikter. Vendettaer og gengældelsesangreb var den almindelige form for krigsførelse, mens store slag med egentlige hære var ukendte.
Med udbredelsen af islam ændrede krigsførelsen karakter. Den nye religion forbød sine troende at dræbe deres trosfæller, og den eneste tilladte form for krig, ud over undertrykkelsen af oprør, var jihad – forsvaret for og udbredelsen af religionen islam og islamisk lov.
Lovens krav om ikke at føre krig mod sine religionsfæller kunne til en vis grad opretholdes indtil omkring år 800, mens kalifatet fortsat var en stærk enhed. Herefter blev det dog stadigt vanskeligere at holde sammen på de mange, konkurrerende dynastier, og efterhånden som centralmagten svækkedes blev en konstant fred mellem de muslimske folk en illusion. Krige udkæmpedes som i andre dele af verden, og til tider misbrugtes endog begrebet jihad til at anklage modstandere for at være uortodokse og dermed fjender af den sande tro.
Et særligt træk ved krigsførelsen i den islamiske verden var den udbredte anvendelse af leje- og slavesoldater. Unge krigere og hærledere rekrutteredes i stort antal fra de erobrede områder, og i takt med at loyaliteten over for islam blev større end tilhørsforholdet til bestemte egne, kom de oprindeligt arabisk-dominerede hære under direkte ledelse af både tyrkere, persere, berbere og indere m.fl.
Især de tyrkiske leje- og slavesoldater fra Centralasien kom til at spille en markant rolle. Disse ghilman (ghulam i ental) eller mamluk’ker (der betyder ejede) opnåede ofte stor magt, og mamluk-dynastiet i Egypten (1250-1517) drev dette ud i sin yderste konsekvens, da næsten alle rigets mægtigste mænd i denne periode var sultanens mamlukker eller tidligere mamlukker. Sultanen selv var tilmed forhenværende mamluk hos den forrige sultan.
De berømte janitsharer i den osmanniske hær var et andet korps af slavesoldater. Her var der tale om et særligt elite-infanteri bestående af unge mænd, primært fra de kristne dele af Det Osmanniske Rige, finansieret af staten og rekrutteret gennem en såkaldt drengeskat, devshirme. Da janitsharerne med tiden udviklede sig til en regulær politisk pressionsgruppe – en direkte trussel mod magthaverne – opløstes dette korps på særdeles brutal vis.
Den osmanniske hærs nederlag ved Wien i 1683 indvarslede den islamiske verdens militære nedgangsperiode. I samme periode begyndte svækkelsen af et af de andre store ”krudt imperier”, mogulernes Indien, og op gennem det 18. og det 19. århundrede blev det i tiltagende grad Rusland og de vesteuropæiske stater, der kom til at dominere militært i de islamiske lande – enten som kolonisatorer eller som rådgivere.
