Sadi- eller hasani-sharifferne fra Marokko hævdede at nedstamme fra profeten Muhammad gennem hans sønnesøn al-Hasan ibn ‘Ali, og dennes sønnesøn Muhammad al-Nafs al-Zakiyya. De slog sig ned i Sydmarokko i det 13. århundrede AD, og den første, Muhammad al-Mahdi, overtog tronen i al-Sus (Sous) i 917 H (1511 AD). Sadi-sharifferne bredte sig nordpå i de tidlige regeringsår, og i 926 (1520) erobrede de Marrakesh, som blev deres hovedstad. De uddrev de portugisiske garnisoner fra Maghreb ved at nægte at forsyne dem med forråd, men de havde dog et godt forhold til andre kristne stater. ‘Abd Allah al-Ghalib var den første islamiske hersker, der sluttede en alliance med det kristne Spanien, og hans efterfølger, ‘Abd al-Malik, bragte velstand til Marokko gennem handelsaftaler med englænderne og hollænderne.

Den sadi-sharifske hær marcherede sydpå til Timbuktu, hvor de beslaglagde værdifulde saltminer og fik kontrol over handelen med guld, elfenben og ibenholt.

Ahmad al-Mansur erobrede Sudan i 999 (1590-1591) og fik sit tilnavn al-Dhahabi (Den Gyldne) på grund af de store rigdomme, der tilflød hans hof som en følge deraf. Han var sit dynastis største hersker, og den sidste med reel magt i Marokko.

Efter hans død i 1012 H (1603 AD) kæmpede hans sønner nemlig om arvefølgen. Under de to sidste herskeres regeringsperioder rakte den sadi-sharifske myndighed næsten ikke ud over Marrakesh, og magten overgik til deres slægtninge, alawiderne (eller filali-sharifferne).

Sadi-shariffernes mønter fulgte almohadernes, hafsidernes og marinidernes design med en firkant i en cirkel. Men i modsætning til førnævntes indføjede de møntstedets navn og dateringen i omskriftens inskriptioner, og indskriften er udført i en flot maghribi-skrift.