Da den anden hafsidiske hersker, Muhammad 1., i 647 H (1249 AD) efterfulgte sin fader, Abu Zakariyya Yahya 1., fortsatte han med at bruge titlen al-amir al-ajall ”Den Højeste Prins”, men i 650 (1253) forfremmede han sig selv til kalif med navnet al-Mustansir billah og de omfattende titler al-mansur bi-fadl allah, amir al-mu’minin, som betyder “Den der er gjort Sejrrig, Hædret af Gud, De Troendes Hersker”. Han påberåbte sig denne æresbevisning, på trods af at hans nabo i Marokko, den marinidiske hersker Abu Yahya Abu Bakr, også kaldte sig selv amir al-mu’minin, og dette mens den fjerne abbasidiske kalif, al-Musta‘sim billah, stadig levede. Muhammad og Abu Bakr mente begge, at de var de retmæssige efterfølgere efter _mahdi_’en, Ibn Tumart, som havde grundlagt det almohadiske dynasti. Den abbasidiske hersker hævdede at nedstamme fra profeten Muhammads onkel, al-‘Abbas ibn al-Muttalib ibn Hashim, omend han på denne tid ikke længere havde nogen verdslig magt, og den islamiske verden var for splittet til, at dette krav fik nogen virkelig betydning.

Under Muhammad 1. oplevede de hafsidiske områder en periode med fortsat velstand og fred med deres muslimske og kristne naboer. Den eneste begivenhed, der forstyrrede denne ro, var den franske konge Ludvig den Helliges (9.s) korstog til Nordafrika. Han døde i Karthago i august 1270 AD (669 H), hvorpå korsfarerne vendte tilbage til Europa.

Muhammad 1. var den første nordafrikanske hersker, der lod sine mønter – inklusive denne mønt – forsyne med en meget dekorativ kufi-skrift. Denne må have tiltalt hans berømte forkærlighed for at prale og stille til skue, men den gjorde indskrifterne meget svære at læse for hans undersåtter.