Indien efter Aurangzeb

Alle dynastier

År 1707-1858

Mogulfyrsten Aurangzeb døde i 1707 og dermed afsluttedes også hans hårde politik over for hinduerne. Forskellige hindustater havde derefter under svagere mogulledere i løbet af det 18. århundrede held til at overtage en meget stor del af riget. Et alvorligt slag mod Mogulriget var desuden den persiske Nadir Shahs plyndring af Delhi i 1739. Med sig hjem til Iran bragte Nadir Shah et så stort krigsbytte fra mogulernes skatkamre, at hans persiske undersåtter fik skattefrihed i flere år derefter. Med kun få økonomiske midler til rådighed og et stærkt reduceret territorium ophørte mogulerne herefter med at være en politisk og kunstnerisk drivkraft.