Det samanidiske dynasti var i en sørgelig forfatning, da Mansur 2. ibn Nuh 2. indledte sin toårige regeringsperiode i 387 H (997 AD). Buyiderne var blevet så magtfulde, at de herskede over halvdelen af Iran, og samtidig var qarakhaniderne, et centralasiatisk, tyrkisk dynasti, trængt så langt ind på samanidisk område, at deres leder Harun Bughra besatte Bukhara og drev Nuh 2. ud af byen. Harun Bughra døde kort tid efter, og Nuh blev genindsat, men kun med kontrol over byen Bukhara.

Nuh 2. allierede sig i 384 (994) med den tidligere leder af den samanidiske hær, Nasir al-Dawla Sebüktigin ibn Alptigin – den første hersker af et andet tyrkisk dynasti, ghaznaviderne. Alptigin havde været den samanidiske guvernør over Ghazna i det østlige Sistan, tæt på den indiske grænse, og Sebüktigin, som måske håbede at besætte de samanidiske områder selv, fortsatte med at hjælpe Nuh, indtil de begge døde i 387 (997).

Sebüktigins søn, den berømte Mahmud af Ghazna blev guvernør over Nishapur, mens Mansur 2. arvede, hvad der var tilbage af det samanidiske rige.

Denne mønt, som er præget i det første år af Mahmuds guvernørperiode og Mansurs regeringsperiode, viser, at alliancen fortsatte med Mansur 2. som nominel hersker over Mahmud. Mahmud antog det tilnavn, som han havde fået af den samanidiske hersker Nuh 2. ibn Mansur: Sayf al-Dawla (Statens Sværd), og for at gøre det helt tydeligt, i hvis navn mønten er præget, er et lodret sværd (sayf) anbragt til venstre for indskrifterne i forsidens midterfelt. Bagsiden bærer navnet på den tidligere marionet-kalif i Baghdad, al-Ta‘i’ lillah, og Mansurs navn med titlen al-malik (Kongen). Al-Ta‘i’s navn blev ved med at stå på de samanidiske mønter, fordi den daværende kalif al-Qadir billah blot blev anset for at være buyidernes redskab i kampen mellem de to dynastier.

Mønterne blev fortsat præget i Nishapur, som så længe havde været samanidernes driftige handelscenter, og det lykkedes fortsat møntstedet at være aktivt i over et århundrede under både ghaznaviderne og storseljukkerne.