Islam i Kina
Udveksling af kunstneriske motiver
Handelsforbindelser og diplomatiske forbindelser mellem det, som siden skulle blive den islamiske verden og Kina, knyttedes allerede et par århundreder før Kristi fødsel, og måske endnu tidligere. Dog var det de arabiske kaliffers ekspansionspolitik i det 7. og 8. århundrede og en hastig udbredelse af islam via handelslivet, der for alvor satte gang i den kulturelle udveksling mellem det mellemste og det fjerneste Østen.
Den sidste sasanide-konge Yazdigird 3.s fald i 651 udgjorde et markant vendepunkt. Muslimske styrker kunne nu avancere mod øst så langt som til Samarkand, og i løbet af blot et enkelt århundrede havde soldater og handlende fra talrige folkeslag mellem den arabiske verden og Kina ladet sig omvende til islam.
Moskeer og karavanseraier opførtes langs handelsruterne i Iran og i de store landområder, som i dag kendes som Afghanistan, Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgisistan, og i Kina kunne man fra midten af det 8. århundrede finde egentlige islamiske mini-samfund.
Den tætte forbindelse mellem den arabiske verden og Kina – nu kædet sammen af et netværk af islamiske handelsstationer og en omfattende skibstrafik – betød at varer og teknologiske ideer fragtedes hurtigt både fra øst mod vest og omvendt. Fra Kina var det først og fremmest porcelæn, tekstiler og papir, der blev efterspurgt på det arabiske marked. Den anden vej fragtedes glas, krydderier og mineraler.
Kunsten lod sig også flytte, og kunsthåndværkere i øst og vest lod sig inspirere. Fra udgravninger i Samarra i Irak har man bevis for, at kinesisk keramik allerede i det 9. århundrede havde fundet vej til Mellemøsten, og i de muslimske pottemageres egne arbejder ses en tydelig forbindelse mellem den islamiske og den fjernøstlige æstetik.
Med mongolernes ekspansion i det 13. århundrede skabtes en forandret situation på hele Det Asiatiske Kontinent. Tidligere magthavere blev afsat på stribe, og fra Det Japanske Hav i øst til Volga i vest skulle handel og politik blive domineret af mongolske fyrster og disses efterfølgere. I 1279 blev Khubilai Khan (sønnesøn af Djengis Khan) enehersker i Kina, og allerede to årtier forinden havde den yngre bror, Hülegü Khan, underlagt sig Iran, lagt Baghdad i ruiner (1258) og grundlagt il-khanide-dynastiet.
For muslimerne i Kina havde mongolernes fremfærd stor betydning. Det store flertal af oprindelige kinesere, han-kineserne, betragtede mongolerne som barbarer, og de nye magthavere besluttede af denne grund, at netop han-kinesere skulle udelukkes fra indflydelse i statens affærer. I stedet besattes store dele af de offentlige erhverv med udlændinge, og ikke mindst med centralasiatiske muslimer og disses efterkommere, de såkaldte hui-kinesere.
Med yuan-dynastiets fald i 1368 ophørte perioden, hvor muslimer og andre fremmede kunne forvente at opnå særlige begunstigelser. Ming-dynastiet (1368-1644) og qing-dynastiet (1644-1911) vendte på mange felter tilbage til den isolationistiske holdning, som før havde præget landet, og hui-kinesere blev afskåret fra deres oprindelseslande og de befolkninger, med hvilke de delte deres tro.