Ny særudstilling: Rejse i Tyrkiet. Fotografier af Finn Larsen

Med Rejse i Tyrkiet. Fotografier af Finn Larsen viser Davids Samling kunstfotografier fra vor egen tid.

Om udstillingen

“Det startede med en snak på et værtshus i Randers i 1983, som resulterede i en invitation til at følge med nogle tyrkiske indvandrere på besøg i Tyrkiet i sommerferien. Det blev, uforudset, starten på et 30-årigt nært bekendtskab med Tyrkiet” (fotograf Finn Larsen om starten på sit tyrkiske fotoprojekt).

Det er med stor glæde, at Davids Samling for første gang kan byde velkommen til en særudstilling med moderne fotografier.

Med REJSE I TYRKIET. FOTOGRAFIER AF FINN LARSEN viser Davids Samling kunstfotografier fra vor egen tid. Særudstillingen består af et nøje afstemt udvalg af billeder fra Tyrkiet, taget af den danske fotograf Finn Larsen, som mellem 1983 og 2013 har rejst i landet. Med en høj grad af empati og et sikkert blik for motivet formår Finn Larsen på sin helt egen måde og med sit eget karakteristiske billedsprog at nuancere den traditionelle opfattelse af Tyrkiet, dets befolkning og dets kulturelle træk. Set med hans øjne er Tyrkiet andet og mere end byerne og strandene ved Middelhavets kyst.

Udstillingen er bygget op over en række transportbilleder taget undervejs, på vejene, på Finn Larsens mange rejser i Tyrkiet. Omkring disse fotografier er placeret større og mindre grupper af billeder, der alle viser forskellige og overraskende og måske ukendte sider af den tyrkiske kultur. Det kan være en række tomme boliger i en øde provins, koncentrerede dag- og natstudier af kalkede huse i en landsby, en serie klassiske landskabsfotografier med høje pinjer og grønt løv, forskellige parkområder i en storby, hurtige registreringer af frokosten, som den indtages på et tæppe på en mark i det fri.

De udstillede værker er et personligt portræt af Tyrkiet. Ikke af turistattraktionerne, men af det almindelige Tyrkiet, med VEJEN som det centrale element. På rejserne indfangede Finn Larsen mellem 1988 og 2013 de motiver, som her kan ses hver for sig eller som en helhed. Nogle steder registreres lidt på afstand, bag bilens ruder, andre er man helt tæt på. Der er ingen rute. Vejen går hverken fra øst mod vest, eller omvendt. Det er en rejse midt i det hele. Midt i Tyrkiet, midt i hverdagen.

Udover glæden ved at kunne vise Finn Larsens billeder på denne udstilling opfyldes samtidig et generelt ønske om at udstille fotografier fra Mellemøsten i Davids Samling, både ældre optagelser og moderne fotografers værker.

Fotografierne på særudstillingen er alle i farver, og en stor del af dem, heriblandt flere nye serier fra 2013, har ikke tidligere været vist.

Særudstillingen løber indtil 1. marts 2015 og suppleres med et foredrag af Finn Larsen i Davids Bazar den 5. november 2014.

Udvalgte billeder

Mere presse
Sending all my love — Vintage postkort fra Mellemøsten
13.3.2026

Sending all my love - Vintage postkort fra Mellemøsten

Et enkelt billede. En kort hilsen. En rejse på tværs af kontinenter.

Med den lille men effektfulde særudstilling Sending all My Love – Vintage postkort fra Mellemøsten inviterer vi publikum ind i en verden, hvor drømme, nysgerrighed og længsel blev sendt med posten. Udstillingen samler 160 originale postkort fra Mellemøsten og Nordafrika og tegner et billede af en tid, hvor verden føltes større end i dag.

Martinus Rørbye
5.2.2026

Rørbye & Bindesbøll. Rejsen til Konstantinopel

I december 1835 glider dampskibet Levant gennem kolde vintervinde, og to danske kunstnere står på dækket med blikket mod horisonten. Forude toner Konstantinopel frem: millionbyen mellem Øst og Vest. For maleren Martinus Rørbye (1803–1848) og arkitekten Gottlieb Bindesbøll (1800–1856) bliver mødet med byen et afgørende vendepunkt.

30.7.2025

Modtageren af C.L. Davids Fødselsdagslegat 2025 er offentliggjort

Karen Kjældgård-Larsen modtager C.L. Davids Fødselsdagslegat 2025 for hendes nyskabende og humoristiske fortolkninger af den klassiske keramiktradition. 

21.3.2025

Jette Bang - Portræt af beduinerne i Qatar

I foråret 1959 ankom den danske fotograf Jette Bang (1914-1964) til Qatar. Med sin imponerende baggrund som en af Danmarks førende fotografer havde Bang allerede gjort sig bemærket for sine skildringer af Grønlands oprindelige befolkning gennem både fotografier og film. Nu vendte hun blikket mod Mellemøsten – nærmere bestemt beduinerne i Qatar.

Copyright 2022 © - Davids Samling