Rejse i Tyrkiet. Fotografier af Finn Larsen

Et personligt portræt af Tyrkiet
Inviteret af nogle tyrkiske venner i Randers tog Finn Larsen for første gang til Tyrkiet i 1983. Siden er han vendt tilbage med jævne mellemrum for at gense og fotografere et land og en befolkning, der har grebet ham, fagligt og som menneske.
De udstillede værker er et personligt portræt af Tyrkiet. Ikke af turistattraktionerne, men af det almindelige Tyrkiet, med VEJEN som det centrale element. På rejser foretaget mellem 1988 og 2013 indfangede Finn Larsen det udvalg af steder, som her kan ses hver for sig eller som en helhed. Nogle steder registreres lidt på afstand, bag bilens ruder, andre er man helt tæt på. Der er ingen rute. Vejen går hverken fra øst mod vest, eller omvendt. Det er en rejse midt i det hele. Midt i Tyrkiet, midt i hverdagen.
Udover glæden ved at kunne vise Finn Larsens billeder på denne udstilling opfyldes samtidig et generelt ønske om at udstille fotografier fra Mellemøsten i Davids Samling, både ældre optagelser og moderne fotografers værker.
Musikken i udstillingslokalet udgøres af følgende numre fra dokumentarfilmen Crossing the Bridge – The Sound of Istanbul, 2005: “Orient expressions – Sheristan”, “Baba Zula – Kisaltmar”, “Baba Zula – Dub Hakiki”.
Udstillingen vises indtil den 1. marts 2015.