Eva Stæhr-Nielsen

1911-1976
Eva Stæhr-Nielsen blev uddannet på Kunsthåndværkerskolen fra 1930-1932, men før hun havde færdiggjort sin uddannelse, blev hun i sommeren 1932 ansat på det keramiske værksted Saxbo, hvor hun var fast tilknyttet som keramiker frem til dets lukning i 1968.
I flere årtier var Eva Stæhr-Nielsen Saxbos primære formgiver, og hun skabte en række selvstændige værker, som i dag anses som signaturværker for virksomheden, der var en af de første i Danmark, som udelukkende helligede sig arbejdet med stentøj. Klassiske, enkle udtryk – ofte knyttet til brugsformer såsom vaser, krukker og kander – er karakteristiske for Eva Stæhr-Nielsens tidlige, ofte seriefremstillede værker. Hun arbejdede også med unikastykker, særligt i de senere år, hvor hun blev tilknyttet Den kgl. Porcelainsfabrik. Hér eksperimenterede hun bl.a. med begitning samt over- og underglasurmaling.
I sin samtid blev Eva Stæhr-Nielsen anset for at være en af de førende keramiske formgivere i Danmark. I dag er hendes design eftertragtet blandt samlere over hele verden.