Da den sidste sadi-sharif i Marokko, al-Walid ibn Zaydan, døde i 1045 H (1636 AD), overgik magten til deres fjerne slægtninge alawiderne eller filali-sharifferne.

Alle alawiderne tog titlen mawlay, som betyder Herre, Velynder, eller Beskytter, men oprindeligt betød det (kaliffens) Klient. Mawlay Isma’il al-Samin, “Isma’il den Fede”, var det andet medlem af alawiderne, der udøvede en vis grad af kontrol over det ellers anarkistiske Marokko. Hans bror, Mawlay al-Rashid, havde underlagt sig både Fez og Marrakesh før sin død, men han havde ikke været i stand til at konsolidere sin magt.

Mawlay Isma’il fortsatte hans arbejde med en vis, kortvarig succes på grund af sin behændighed og sit mod i familie- og stammestridigheder samt hans håndtering af det fortsatte fjendskab med osmannerne, som havde besat Algeriet.

Isma’il udviste også en interesse for intellektuelle beskæftigelser og en respekt for islam, som det ses af indskrifterne på denne mønt:
“Gud er sandheden. Han beviser sandhedens sejr” og ”… kun ved Guds hjælp vil det lykkes mig. Til Ham sætter jeg min lid, og til Ham vender jeg mig angrende”.

Mindre positivt var det, at Mawlay Isma‘il opnåede sine undersåtters frygt og føjelighed ved at behandle dem med en ondskab og sadisme uden sidestykke.

For at finansiere sin hær, for at kunne bygge overdådigt og for at kunne forsørge et stort harem konfiskerede han private formuer, tog alt hvad han kunne komme til fra de fattige og lagde en voldsom skat på handel og erhverv. Med indtjeningen derfra etablerede han et møntsystem med guld, sølv og kobber.

Gulddinaren fik den vægt, som en venetiansk dukat (bunduqi) og en osmanniske sultani havde, nemlig ca. 3,40-3,50 g. Ordet bunduqi stammer fra al-Bunduqiyya, det arabiske navn for Venedig. Da Isma’il døde i 1139 (1727), efter en regeringsperiode på 55 år – hvor han efterlod flere hundrede børn med utallige konkubiner – sank landet tilbage i en anarkilignende tilstand i de næste 30 år eller mere.