Idris 1. al-Akbar, (Den Store), som mentes at være oldebarn af ‘Ali ibn Abi Talib, var grundlægger af det idrisidiske dynasti i Maghreb. Han kæmpede på sin nevø, al-Husayn ibn ‘Alis side i slaget ved Fakhkh nær Mekka i 169 H (786 AD), hvor al-Husayn blev besejret og dræbt, men det lykkedes Idris at undslippe massakren på medlemmer af den alidiske familie og skjule sig.

Det følgende år flygtede Idris til Egypten, og med hjælp fra en alidisk tilhænger ved navn Wadih drog han vestpå ind i Maghreb, hvor han etablerer sin residens i Walila, den antikke romerske by Volubilis.

Han fik beskyttelse af Abu Layla Ishaq, en berberhøvding, som den 4. ramadan 172 (5. februar 789) fik udråbt Idris til den ledende imam over hans egen og andre allierede stammer. Kort tid herefter opførte Idris en ny by i udkanten af Wadi Fas. Den blev senere kendt som Madinat Fas (Fez) og blev en prægtig by.

Idris 1.s ledte en række togter mod de kristne, jødiske og hedenske befolkningsgrupper i nabolaget, og så snart han havde fået magt over dem, vendte han tilbage til Walila.

Idris regeringsperiode varede kun tre år, så blev han forgiftet af Sulayman ibn Jarir al-Dhazir, som nok handlede på ordre fra Harun al-Rashid.

Kaliffen havde utvivlsomt besluttet sig for at bekæmpe den uafhængighed, som denne alidiske usurpator udviste – herunder prægningen af mønter. Idris blev begravet på området uden for Walila, hvor det senere mausoleum Mawlay Idris kom til at ligge.

Idrisiderne prægede sølvdirhemer, nogle kobberfulus, men endnu har man ikke fundet nogen gulddinarer.

Mens denne mønts forside ligner de sædvanlige abbasidiske dirhemer, bærer bagsiden den shiitiske velsignelse af Muhammad og navnet ’Ali til ære for deres store forfar ’Ali, profeten Muhammads fætter og hans datter Fatimas mand. Omskriften bærer navnet Idris ibn ‘Abd Allah, med ordene fra sura 17, vers 81: ”Sandheden er kommet, og bedraget gik bort. Bedraget er forgængeligt”. Dette var en særlig ytring, som ofte blev brugt af aliderne og andre revolutionære.