Miniature opklæbet på et albumblad. ”En ung fyrste med lærde mænd på en terrasse”
Sceneriet udspiller sig på en ret enkel tagterrasse med udsigt til et månebelyst flodlandskab med to skibe. Opmærksomheden rettes dog først og fremmest mod en gruppe på fem mænd, en kat og en række objekter, der alle er skildret naturalistisk i et varmt lys.
Lyskilderne synes at være tre. Dels månen, dels den høje olielampe, der er den, der først og fremmest definerer skyggerne på terrassen, og endelig en skjult lyskilde, der hvor beskueren er, som bevirker, at både ansigter og genstande fremstår klart. Den samtidige interesse i mogul-maleriet for lys og skygge er en inspiration fra europæisk kunst og er i stærk modsætning til det klassiske, persiske maleri, som er fladebetonet, skyggeløst og domineret af klare primærfarver. Skildringen er meget lig dem, der udførtes af kunstneren Payag omkring 1640-50,1 og maleriet kan med en vis forsigtighed tilskrives denne.
Fremstillinger af fyrster, unge såvel som ældre, der søger religiøse mænds selskab og råd, var almindelige i indisk kunst fra det 16. århundredes slutning og langt op i det 17. århundrede (se f.eks. 14/2016). De er illustrationer af, at samfundets spidser også søgte andre værdier end verdslig magt.
Stemningen i det smukke maleri er kontemplativ, selvom den unge prins er stærkt koncentreret om det, som den rødklædte lærde fremlægger. Manden i orange dragt er hindu, mens de øvrige formodentlig er muslimer. Perioden under stormogulen Akbar (r. 1556-1605), men også under hans efterfølgere Jahangir (r. 1605-1627) og Shah Jahan (r. 1628-1657), var præget af en relativ stor religiøs tolerance og åbenhed.
Ud over de fint gengivne personskildringer, der næsten synes at have virkelige portrætters karakter, er de forskellige dragter og genstande fra skriveredskaber og frugtfade til påfugleviften og langhalslutten skildret med stor omhu.
Lyskilderne synes at være tre. Dels månen, dels den høje olielampe, der er den, der først og fremmest definerer skyggerne på terrassen, og endelig en skjult lyskilde, der hvor beskueren er, som bevirker, at både ansigter og genstande fremstår klart. Den samtidige interesse i mogul-maleriet for lys og skygge er en inspiration fra europæisk kunst og er i stærk modsætning til det klassiske, persiske maleri, som er fladebetonet, skyggeløst og domineret af klare primærfarver. Skildringen er meget lig dem, der udførtes af kunstneren Payag omkring 1640-50,1 og maleriet kan med en vis forsigtighed tilskrives denne.
Fremstillinger af fyrster, unge såvel som ældre, der søger religiøse mænds selskab og råd, var almindelige i indisk kunst fra det 16. århundredes slutning og langt op i det 17. århundrede (se f.eks. 14/2016). De er illustrationer af, at samfundets spidser også søgte andre værdier end verdslig magt.
Stemningen i det smukke maleri er kontemplativ, selvom den unge prins er stærkt koncentreret om det, som den rødklædte lærde fremlægger. Manden i orange dragt er hindu, mens de øvrige formodentlig er muslimer. Perioden under stormogulen Akbar (r. 1556-1605), men også under hans efterfølgere Jahangir (r. 1605-1627) og Shah Jahan (r. 1628-1657), var præget af en relativ stor religiøs tolerance og åbenhed.
Ud over de fint gengivne personskildringer, der næsten synes at have virkelige portrætters karakter, er de forskellige dragter og genstande fra skriveredskaber og frugtfade til påfugleviften og langhalslutten skildret med stor omhu.