Ahmad Shah Durrani døde i 1186 H (1772 AD) og efterlod sin søn Taymur Shah et stort, men usikkert rige. Denne havde dræbt sin bror og rival, Sulayman, og flyttet sin hovedstad fra Kandahar til Kabul. I løbet af hans 20-årige regeringsperiode og hans søn Zaman Shahs, mistede durranierne meget af deres magt.

Zaman Shah var en af Taymurs 23 sønner, næsten alle med forskellige mødre, i et land hvor arveretten afhang af, hvor god man var til at besejre og dræbe sine brødre, før de forsøgte det samme.

Humayun og Mahmud gik imod Zaman og hans helbror Shah Shuja’, mens Sardar Payanda Khan Barakzay støttede Zaman. Sardar Payanda Khan havde tjent som vesir hos både Ahmad Shah og Taymur Shah og var selv far til 22 sønner.

Humayun udråbte sig til hersker, men han blev besejret og blindet af Zaman, som derefter besteg tronen. Med kun få økonomiske ressourcer og mange oprørske brødre besluttede Zaman Shah at invadere Indien endnu engang. Dette kunne have lykkedes, fordi durrani-herskeren af de indiske muslimer blev anset for at være islams forsvarer.

To gange invaderede Zaman Shah Punjab og besatte Lahore, men begge gange blev han kaldt hjem på grund af problemer dér. Hans regeringstid endte i 1216 (1801), da han uklogt henrettede Sardar Payanda Khan, hvilket fik Zaman Shahs bror Mahmud til at gøre oprør imod ham, afsætte og blinde ham.

Zaman Shahs død førte til en kamp på liv og død mellem Mahmud og Shah Shuja’. De to brødre regerede skiftevis, Mahmud Shah to gange og Shah Shuja’ tre gange, mellem 1216 og 1258 (1801-1842).

Det er overraskende, at i en tid med konstante krige og forvirring overlevede fredens kunst i durrani-møntværkstederne. Disse frembragte en bemærkelsesværdig serie mønter, som, når man ser dem i dag, giver det indtryk, at de er udstedt af et fredeligt og kultiveret styre, som prægede mønter til et lykkeligt og fremgangsrigt folk.