Efter mordet på Nadir Shah i 1160 H (1747 AD) ledte Ahmad Shah Durrani sine egne, altødelæggende angreb ind i det nordlige Indien, på et tidspunkt hvor Mogulriget var i en konstant tilbagegang, han havde erobret Lahore og Multan og lagt Kashmir til sine stadigt voksende landområder. Stormogulen Ahmad Shah blev i 1167 (1754) afsat, myrdet og erstattet af marionet-herskeren ’Alamgir 2.

Ahmad Shah Durrani planlagde i 1170 (1756-1757) et vinterfelttog ind i Indien, hvilket begejstrede hæren, som så frem til at udtrykke deres religiøse entusiasme over for den ulykkelige hinduistiske befolkning, som de plyndrede og massakrerede. For at styrke durraniernes stilling giftede Ahmad Shah Durrani sig med mogul-prinsessen Hadrat Begum, som var datter af Muhammad Shah.

Hans søn, Taymur, giftede sig med Zuhra Begum, datter af ’Alamgir 2., og Taymur blev udnævnt til vicekonge over Punjab. Delhi selv blev overladt til Najib al-Dawla, en rohilla-afghansk (pashtuner) øverstkommanderende i Ahmad Shah Durranis tjeneste.

De næste to år var yderligere kaotiske i Indien, og mahrathaernes fremrykning forværrede situationen meget. De hastede gennem Delhi, invaderede Punjab og drev Taymur ud af Lahore. Dette kaos kulminerede i mordet på ’Alamgir, efter at han havde regeret i 5 år, og Ahmad Shah Durranis muslimske naboer anmodede ham om at komme dem til hjælp.

Da Ahmad Shah Durrani nåede Delhi, uddrev han marathaerne og lod i 3 dage sine mænd plyndre byen og myrde indbyggerne. Den samme behandling fik byerne Mathura og Agra.

Efter stormogulen Shah Jahan 3.s korte regeringstid blev Shah ’Alam 2. ibn ’Alamgir udråbt til retmæssig arving i 1173 (1759), og folket billigede ham, hvilket den magtfulde Ahmad Shah Durrani også gjorde.

På dette tidspunkt prægede Ahamd Shah Durrani sin egen guldmønt, der bar møntstedets navn ”Kalifatets bolig Shahjahanabad”, med det sædvanlige persiske to-linjevers (distikon) samt en bagside magen til den på mogul-mønterne.