Ghaznaviderne og Ghuriderne

Mahmuds militærkampagner var imidlertid også vendt mod øst og syd, og han gennemførte i alt 17 felttog ind i det nordlige og centrale Indien. Disse felttog var retfærdiggjort som jihad, (“hellig krig”), idet de var rettet mod de vantro hinduer, hvis templer ødelagdes.
Fra de nordindiske riger hjembragte Mahmud desuden et rigt bytte, der ud over at finansiere den store militærmaskine anvendtes til opbygningen af Ghazna som en passende hovedstad.

Mahmud sørgede også for at tiltrække periodens førende intellektuelle, såsom Firdawsi, for at de skulle kaste glans over ghaznavidernes nye hof. Det Ghaznavidiske Rige nåede under Mahmud sin største udstrækning, idet det snart kom under pres fra nye dynastier af tyrkisk oprindelse, såsom seljukkerne og ghuriderne.

Bjergområdet Ghur i Afghanistan beboedes af tyrkfolk, der længe var blevet anvendt som slavesoldater i de muslimske hære. Under ghaznaviderne gjordes dette tyrkfolk imidlertid til muslimer og vasaller. Ghuriderne tiltog sig snart selvstændighed og blev en ny og ekspansiv magtfaktor. Ghazna blev i 1150 indtaget og hærget, og de sidste ghaznavider fortrængtes til Punjab, hvor dynastiet udslettedes i 1186. Bag dette stod ghuriden Muizz al-Din Muhammad, der fortsatte den ghaznavidiske tradition for jihad og trængte videre ned i Indien, hvor Delhi blev indtaget i 1193. Han regerede riget i partnerskab med sin bror Ghiyath al-Din Muhammad, hvis hær mod vest trængte langt ind i Khorasan, således at Det Ghuridiske Rige nu strakte sig omtrent fra Det Kaspiske Hav til Bengalen i det østlige Indien. Efter Muizz al-Din Muhammads død i 1206 faldt riget dog snart fra hinanden, bl.a. under pres fra mongolerne.

Om end disse tyrkiske dynastier, ghaznaviderne og ghuriderne, på mange måder havde den persiske kultur som ideal, så mærkes der også en afsmitning fra den indiske kultur inden for de kunstneriske udtryk. Dette ses såvel i detaljer, der er direkte overtaget fra indisk kunst, som i glæden for figurative, relativt naturtro afbildninger.