Mere end Ord - Kalligrafi fra den islamiske verden

24. maj 2024
- 26. januar 2025
TwoColumnTextBlock

Mere end Ord

Kalligrafi betyder ”kunsten at skrive smukt” og forbindes med den håndskrevne skrift. Skriften er gennem tiden blevet udviklet og raffineret til et punkt, hvor der er tale om en regulær kunstform, der hyppigt anvendes på snart sagt alle medier indenfor den islamiske verden, og den er et enestående vidnesbyrd om den islamiske kultur. De dygtigste kalligrafer er også gået hen og blevet berømte kunstnere og flere har dannet skole indenfor deres felt.

Efter islams opståen i det 7. århundrede og dens begyndende udbredelse, antog den arabiske skrift en ganske særlig betydning: den blev en forenende faktor – en samlende identitet - på tværs af geografi og etnicitet. Da man ikke, selv i den tidlige Islam, gjorde brug af billeder med levende væsener i religiøse kontekster, fik skønskriften en fremtrædende rolle.

I den islamiske verden optræder indskrifter i langt flere sammenhænge end i de fleste andre verdenskulturer. Vi finder kalligrafien på alt fra pergament og papir til brugsgenstande og bygninger. De kalligrafiske citater spænder også bredt – fra poetiske uddrag skrevet af berømte digtere, til hædrende passager om herskere eller ejer af de bestilte værker samt tekster om kunstnerne selv. Meget ofte er der dog tale om korancitater. Koranen er skrevet på arabisk, og derfor anses alene skriften – når smukt udformet – som en hyldest til Gud.

På udstillingen præsenteres 128 meget forskelligartede værker, der alle eksemplificerer kalligrafiens betydning og rolle. Publikum indføres i forskellige skrifttyper og de mange anvendelser på alt fra officielle dokumenter til metalarbejder, keramik, tekstiler og bygninger. De udvalgte genstande stammer især fra Davids Samling, men på udstillingen kan også opleves værker fra Designmuseum Danmark, Den Hirschsprungske Samling, Det Kongelige Bibliotek og Nationalmuseet.

Udstillingen er kurateret af museumsinspektører Peter Wandel og Rasmus Bech Olsen samt museumsdirektør Joachim Meyer. Udstillingsdesignet er skabt i samarbejde med tegnestuen Mentze Ottenstein.

I forbindelse med udstillingen udgives en publikation af samme navn, der kan købes i museumsbutikken for kr. 350. Publikationen udkommer på både dansk og engelsk. Den indeholder foruden værkbeskrivelser en række dybdegående artikler om emnet. Kataloget er lavet i samarbejde med Rasmus Koch Studio.

ReviewBlock

Anmeldelser

Politiken
Anmeldelse: ❤️❤️❤️❤️❤️❤️
Kulturinformation
Anmeldelse: ✮✮✮✮✮✮
Kristelig Dagblad
Anmeldelse: ✮✮✮✮✮
Berlingske
Anmeldelse: ✮✮✮✮✮
Kulturkupeen
Anmeldelse ✮✮✮✮✮
Weekendavisen
Anmeldelse

Copyright 2022 © - Davids Samling