Impasse Hotel Syria - fotografier af Krass Clement

3. maj 2017
- 22. oktober 2017
TwoColumnTextBlock

Fremkaldt i nuancerne mellem sort og hvid ses mennesker i færd med livets mange gøremål

Særudstillingen Impasse Hotel Syria – fotografier af Krass Clement viser billeder, taget i 2001 under en rejse i Syrien, hvor kunstneren besøgte byerne Damaskus, Palmyra, Deir ez-Zur, Homs og Aleppo.

 

Motiverne er øjebliksbilleder fra en virkelighed, som nu, 16 år senere, ikke findes længere. Fremkaldt i nuancerne mellem sort og hvid ses mennesker i færd med livets mange gøremål: En pige gemmer sig bag nogle sandaler i en skotøjsforretning, en mand misser med øjnene i en togkupé. Et sted i en by, på vej ned ad en trappe, stopper en kvinde op og ser sig tilbage.

 

Det er dog ikke kun den levende hverdag, der formidles, men også en ejendommelig stilstand. Gader og fortove er støvede og ujævne, elkabler og ledninger er slappe. De fleste butiksskilte er fra en svunden tid, ligesom bilerne og politimændenes uniformer. I vinduer og på mure ses overalt de samme tidløse portrætter af landets nuværende præsident eller præsidenten før ham, hans far.

 

Krass Clement er en poetisk fotograf. Det vil man vide, hvis man har set bare et lille udvalg af hans mange billeder fra 40 års virke. Fotografierne fra Syrien er også en form for poesi. Uundgåeligt leder de tankerne hen på nutiden og den aktuelle katastrofe, ikke mindst i Aleppo, men de leder også videre til noget andet. De gør ondt og godt, som kun kunst kan.

 

Der vises 58 af næsten 200 fotografier, som er samlet i fotobogen af samme navn “Impasse Hotel Syria”, udgivet af Gyldendal i 2016 med støtte fra C.L. Davids Fond og Samling.

 

Den 20. september kl. 19 holder Krass Clement et foredrag med titlen “Krass Clement – bag kameraet” i kulturprogrammet Davids Bazar. Billetprisen er kr. 50 og billetter kan købes fra slutningen af august. I løbet af efteråret vil blive udbudt en række gratis omvisninger i særudstillingen.

 

Fotoudstillingen løber fra den 3. maj til den 22. oktober. Et lille katalog kan købes i museumsbutikken for kr. 30. En udstillingsplakat kan købes for kr. 40.

 

Information

Entré til Davids Samling og særudstillingen er gratis.

Yderligere oplysninger om udstillingen kan fås ved henvendelse til:

Museumsinspektør Peter Wandel
[email protected]
tlf. 33734949

ReviewBlock

Presse

Søren Ulrich Thomsen, Weekendavisen
Udgivet version af Søren Ulrich Thomsens tale fra udstillingsåbningen
Karen Ægidius, Magasinet Kunst
Anmeldelse

Copyright 2022 © - Davids Samling