Aromatiske stoffer har lige siden islams opståen i det 7. århundrede spillet en stor rolle i den islamiske verden.
Sanse-lyst. Røgelsesbrændere og rosenvands-sprinklere fra den islamiske verden

Om udstillingen
Aromatiske stoffer har lige siden islams opståen i det 7. århundrede spillet en stor rolle i den islamiske verden. Velduft optrådte på mange måder, herunder som personlig parfume og duftvand.
Titlen Sanse-lyst henviser til, at udstillingsgenstandene taler til flere forskellige sanser, ikke kun til synssansen, som sædvanligt på et kunstmuseum. Samtidig er de iscenesat på en mere dramatisk vis end i Davids Samlings permanente udstilling. I det mørke rum fremstår genstandene som lysende juveler i de mange små montrer, og det bliver på en helt ny måde muligt at nyde de raffinerede detaljer på brænderne og sprinklerne fra mange vinkler. Montrerne er opstillet i to halvcirkler i rummet; én med brændere og én med sprinklere.
Røgelsesbrændere og rosenvandssprinklere har deres eksistensberettigelse i kraft af de stærke, krydrede og aromatiske dufte, de afgiver. Som museumsgenstande er de æstetiske kunstobjekter, der på mange forskellige måder – og stadig den dag i dag – taler til synssansen på grund af en mere end 1000-årig historie og en udbredelse fra øst til vest i den islamiske verden. Brugen af røgelse og rosenvand illustreres endvidere af de udstillede miniaturemalerier fra det 17. århundrede og frem.
Publikum får i udstillingslokalet mulighed for at bruge sanserne og studere genstandene og fornemme de sensuelle og æteriske dufte, som engang var i brug. De kostbare kunstværker taler til synssansen og de velduftende stoffer til lugtesansen. En særlig bygget konstruktion – en duftbrønd – er placeret midt i rummet og giver gæsterne lejlighed til at indsnuse eksempler på de dufte, der anvendtes i den islamiske verden. Kunsten får således andre facetter end de rent visuelle. Man får også et indtryk af, at de fantastiske beholdere blev udformede ud fra nogle funktionelle hensyn, som har haft betydning i den daglige brug, når man rørte ved dem.
Aromatiske stoffer har lige siden islams opståen i det 7. århundrede spillet en stor rolle i den islamiske verden. Velduft optrådte på mange måder, herunder som personlig parfume og duftvand. I sociale sammenhænge mellem mennesker indgik røgelse og rosenvand, kombineret eller hver for sig. Dette stillede særlige krav til udseendet på de beholdere, som rummede duftstofferne. Brænderne var gerne af metal på grund af brandfaren, hvorimod sprinklerne var lavet af keramik, glas eller metal og kunne være indlagt med ædelsten og ædelmetaller.
Der er ikke noget religiøst krav i islam om brugen af duftstoffer, men i Koranen og hadith, de overleverede traditioner om Profeten, fremstår de generelt som noget tiltrækkende. Det muslimske Paradis beskrives således at være fuld af velduft, jorden består af moskus, vindene er parfumerede, og de velsignede sveder en moskusagtig duft.
Som supplement til det viste udvalg af røgelsesbrændere og rosenvandssprinklere fra Davids Samling har Nationalmuseet udlånt fire genstande til udstillingen.
Den flot udtænkte udstillingsarkitektur er tegnet af arkitekt Johan Carlsson, og er i sig selv et besøg værd.
Den 8. april kl. 19 holder museumsinspektør og udstillingens kurator Joachim Meyer foredrag i Davids Bazar om særudstillingen og dens tematikker. Billetpris kr. 50.
Særudstillingen er gratis og er åben i museets normale åbningstider. Et katalog udgives på dansk og engelsk og kan købes i museumsbutikken for kr. 100.
Læs mere om særudstillingen på museets hjemmeside www.davidmus.dk.
Yderligere information kan fås ved henvendelse til Joachim Meyer på [email protected] eller på 33 73 49 49.
Udvalgte billeder




Sending all my love - Vintage postkort fra Mellemøsten
Et enkelt billede. En kort hilsen. En rejse på tværs af kontinenter.
Med den lille men effektfulde særudstilling Sending all My Love – Vintage postkort fra Mellemøsten inviterer vi publikum ind i en verden, hvor drømme, nysgerrighed og længsel blev sendt med posten. Udstillingen samler 160 originale postkort fra Mellemøsten og Nordafrika og tegner et billede af en tid, hvor verden føltes større end i dag.

Rørbye & Bindesbøll. Rejsen til Konstantinopel
I december 1835 glider dampskibet Levant gennem kolde vintervinde, og to danske kunstnere står på dækket med blikket mod horisonten. Forude toner Konstantinopel frem: millionbyen mellem Øst og Vest. For maleren Martinus Rørbye (1803–1848) og arkitekten Gottlieb Bindesbøll (1800–1856) bliver mødet med byen et afgørende vendepunkt.

Modtageren af C.L. Davids Fødselsdagslegat 2025 er offentliggjort
Karen Kjældgård-Larsen modtager C.L. Davids Fødselsdagslegat 2025 for hendes nyskabende og humoristiske fortolkninger af den klassiske keramiktradition.

Jette Bang - Portræt af beduinerne i Qatar
I foråret 1959 ankom den danske fotograf Jette Bang (1914-1964) til Qatar. Med sin imponerende baggrund som en af Danmarks førende fotografer havde Bang allerede gjort sig bemærket for sine skildringer af Grønlands oprindelige befolkning gennem både fotografier og film. Nu vendte hun blikket mod Mellemøsten – nærmere bestemt beduinerne i Qatar.