Karen Kjældgård-Larsen modtager C.L. Davids Fødselsdagslegat 2025 for hendes nyskabende og humoristiske fortolkninger af den klassiske keramiktradition.
Modtageren af C.L. Davids Fødselsdagslegat 2025 er offentliggjort

Pressemeddelelse
I anledning af C.L. Davids fødselsdag den 30. juli uddeles C.L. Davids Fødselsdagslegat traditionen tro til en markant dansk skikkelse inden for kunst eller kunsthåndværk. Fra 2025 er legatets beløb steget betydeligt fra 50.000 kroner til hele 150.000 kroner. I år tildeles prisen til keramiker og designer Karen Kjældgård-Larsen, hvis arbejde gennem to årtier har forenet leg med tradition og gjort et uudsletteligt indtryk på både danskernes hjem og den danske designarv. Som noget ganske særligt, uddeles prisen ved et hædersarrangement i slutningen af august på Davids Samling. Prisen er et hæderslegat, og kan ikke søges.
Karen Kjældgård-Larsen (f. 1974) er uddannet fra Danmarks Designskole (i dag Det Kongelige Akademi) og er kendt for både sit eksperimenterende arbejde i keramikerduoen Claydies, som hun danner med Tine Broksø, og for sit ikoniske design for Royal Copenhagen. Duoen Claydies arbejder konceptuelt og humoristisk med keramik – ofte ved at udfordre materialets funktion og form, som når shorts bliver til vaser eller madvarer bliver til keramiske skueretter i kraftige glasurer. Deres værker har været vist på bl.a. Snedkernes Efterårsudstilling, Designmuseum Danmark, Trapholt og Salone del Mobile i Milano.
I offentligheden forbindes Karen Kjældgård-Larsens navn dog især med Blå Mega Riflet – hendes nyskabende fortolkning af det klassiske musselmalede stel fra Royal Copenhagen. Hun udviklede designet allerede som studerende og fik det i første omgang produceret i et begrænset udvalg af porcelænsformer. Siden har det udviklet sig til en fuld serie med flere farvevariationer og er i dag én af Royal Copenhagens største salgssucceser i nyere tid. I år kan Blå Mega Riflet fejre sit 25-års jubilæum – et bevis på dets vedvarende appel og relevans i dansk designkultur.
Kjældgård-Larsens arbejde med Blå Mega Riflet er et stærkt eksempel på, hvordan nytænkning og respekt for tradition kan forenes. Ved at forstørre og forskyde elementer af det ikoniske mønster skabte hun et design, der både vakte opsigt og genklang. Serien har senere affødt variationer som Mega Rose og produceres og videreudvikles fortsat.
Legatet tildeles Karen Kjældgård-Larsen som en anerkendelse af hendes evne til at forene håndværksmæssig fordybelse med kunstnerisk vision. Hendes praksis viser, hvordan selv de mest traditionsrige udtryk kan få nyt liv – med både mod, humor og dyb respekt for håndværket.
C.L. David Fond og Samling er stolte over at kunne hædre en kunstner, hvis virke fortsat inspirerer og udfordrer opfattelsen af, hvad keramik og design kan være i dag.
For C.L.David selv, var hans samling af keramik særlig betydningsfuld, og han var i en årrække bestyrelsesformand Den Kongelige Porcelænsfabrik. Flere vigtige keramiske værker kan opleves i samlingen, blandt andet tidlige eksemplarer af det musselmalede stel.
Tidligere modtagere af C.L. Davids Fødselsdagslegat tæller blandt andre Nathalie Krebs (1954), Axel Salto (1955), Gertrud Vasegaard (1964 og 1991), Arje Griegst (1967), Eva Stæhr-Nielsen (1975), Kim Naver (1996), Bodil Manz (2001), Peder Rasmussen (2003), Hanne Vedel (2012). Med årets uddeling skriver Karen Kjældgård-Larsen sig ind i dette fornemme selskab.
Foto: Petra Kleis

Sending all my love - Vintage postkort fra Mellemøsten
Et enkelt billede. En kort hilsen. En rejse på tværs af kontinenter.
Med den lille men effektfulde særudstilling Sending all My Love – Vintage postkort fra Mellemøsten inviterer vi publikum ind i en verden, hvor drømme, nysgerrighed og længsel blev sendt med posten. Udstillingen samler 160 originale postkort fra Mellemøsten og Nordafrika og tegner et billede af en tid, hvor verden føltes større end i dag.

Rørbye & Bindesbøll. Rejsen til Konstantinopel
I december 1835 glider dampskibet Levant gennem kolde vintervinde, og to danske kunstnere står på dækket med blikket mod horisonten. Forude toner Konstantinopel frem: millionbyen mellem Øst og Vest. For maleren Martinus Rørbye (1803–1848) og arkitekten Gottlieb Bindesbøll (1800–1856) bliver mødet med byen et afgørende vendepunkt.

Modtageren af C.L. Davids Fødselsdagslegat 2025 er offentliggjort
Karen Kjældgård-Larsen modtager C.L. Davids Fødselsdagslegat 2025 for hendes nyskabende og humoristiske fortolkninger af den klassiske keramiktradition.

Jette Bang - Portræt af beduinerne i Qatar
I foråret 1959 ankom den danske fotograf Jette Bang (1914-1964) til Qatar. Med sin imponerende baggrund som en af Danmarks førende fotografer havde Bang allerede gjort sig bemærket for sine skildringer af Grønlands oprindelige befolkning gennem både fotografier og film. Nu vendte hun blikket mod Mellemøsten – nærmere bestemt beduinerne i Qatar.