Davids samling præsenterer den mest omfangsrige særudstilling siden genåbningen af museet i 2009.
En særudstilling af miniaturer med fortællinger fra det iranske nationalepos Shahnama

Om udstillingen
Shahnama er verdenslitteratur. I den persisktalende del af verden i særdeleshed, men også i Indien, Tyrkiet og Mellemøsten har digtet været en ”klassiker” i århundreder. Selv i Tyskland, England og USA har man oversat den gamle tekst og i nyere tid afholdt udstillinger med digtets utallige afbildninger.
Shahnama (Kongernes bog) er skrevet af iraneren Firdawsi og afsluttet i år 1010. I sit store værk – nok verdens længste digt med over 50.000 vers – skildrer han Irans historie fra en svunden sagntid til det 7. århundrede, hvor de arabiske hære løb det gamle kongerige overende. Som i Saxo Grammaticus, i Homers værker og i folkeeventyr kombinerer Shahnama historie, spændende fortællinger, dramatiske krigsscener og kærlighedsforviklinger. Værket har altid været uhyre populært i den persisktalende del af den islamiske verden og spiller stadig i Iran en vigtig rolle som et nationalt symbol.
I Danmark er der ikke mange, der har hørt om Shahnama. Det søger denne udstilling at råde bod på.
National identitet
Interessen for Iran og iransk kultur er tiltagende. Det persiske riges fortid og det nuværende Iran kan på mange måder anskues ud fra den samme selvforståelse. For forfatteren Firdawsi var det et mål at skabe et storslået og uudsletteligt billede af et ur-Persien, en national identitet, som han selv og det aristokrati, han tilhørte, kunne være stolte af, og som i kraft af sin egenart tog afstand fra de indtrængende muslimske magthaveres kultur og historie. Shahnama er således verdenshistorie set fra et iransk perspektiv, et kampskrift for en national selvforståelse og for en storhedstid forud for islams komme. Skrevet på persisk er det også et opgør med det udefrakommende arabiske sprog. Der er påfaldende få arabiske låneord at finde i værket, til trods for, at der på forfatterens tid var mange arabiske ord i det persiske sprog. Digtets indhold er endvidere ikke underlagt Koranens historieskrivning.
Alment menneskeligt
Shahnama berører almenmenneskelige og aktuelle temaer: Venskab og fjendskab, frihed og tyranni, kærlighed og had – for blot at nævne nogle. Modsætningerne er dog sjældent entydige, da Shahnamas helte og skurke agerer som mennesker, hvis handlinger og bagvedliggende bevæggrunde er mangfoldige. Værket er samtidig fuldt af gode historier og eventyr om helte og overnaturlige kræfter – som man kender fra eksempelvis Ringenes Herre eller Star Wars. Samtidig har Shahnama givet anledning til billedkunst, der også i dag har en stor tiltrækningskraft.
Malerierne
Udstillingens kerne er malerierne. I stedet for at fokusere på den kunsthistoriske kontekst disponeres udstillingen efter kronologien i Shahnama – fra verdens begyndelse til de muslimske araberes erobring af Iran – et forløb, der med Davids Samlings værker illustreres fra start til slut. Malerierne er først og fremmest fra Iran, men også fra Indien og Tyrkiet. Shahnamas motiver indgår i en billedtradition, som kan følges fra generation til generation. Eksempler er ”Siyawushs ildprøve”, hvor en rytter rider igennem et flammehav, eller ”Gayumarths hof”, der beskriver en urtilstand, hvor mennesker og dyr lever i pagt med hinanden og naturen. Enkelte skildringer fra Shahnama har opnået ikonisk status og er i dag blandt de mest berømte i persisk maleri.
Udstillingen
Særudstillingen giver publikum en enestående mulighed for at opleve en ældgammel, fremmedartet og dramatisk billedverden. Fortællingerne udfolder sig gennem hen ved 60 værker, og man kan også se våben i en særlig montre. Man vil kunne studere miniaturernes detaljer med forstørrelsesglas. Alle tekster kan læses på dansk og engelsk. Miniaturemalerierne er, på nær et enkelt indlån, Davids Samlings egne værker.
I forbindelse med særudstillingen udgives et rigt illustreret katalog på dansk og et på engelsk. Kataloget indeholder artikler om flere aspekter af digtet Shahnama.
Torsdag den 17. marts kl. 16-18 holdes en reception i anledning af udstillingsåbningen. Såfremt repræsentanter for pressen ønsker at deltage, bedes man kontakte kommunikationsansvarlig Sonja Wiesener på [email protected] for at få tilsendt en invitation.
I Davids Bazar holder museumsinspektør Peter Wandel den 13. april kl. 19 et foredrag om udstillingen – med den sanselige titel “Voldsom skønhed”.
Billetprisen er kr. 50, og billetter kan købes på billetlugen.dk, se nærmere her.
I løbet af udstillingsperioden tilbydes tillige gratis omvisninger i særudstillingen. Se forårets omvisningsprogram her.
Udvalgte billeder




Sending all my love - Vintage postkort fra Mellemøsten
Et enkelt billede. En kort hilsen. En rejse på tværs af kontinenter.
Med den lille men effektfulde særudstilling Sending all My Love – Vintage postkort fra Mellemøsten inviterer vi publikum ind i en verden, hvor drømme, nysgerrighed og længsel blev sendt med posten. Udstillingen samler 160 originale postkort fra Mellemøsten og Nordafrika og tegner et billede af en tid, hvor verden føltes større end i dag.

Rørbye & Bindesbøll. Rejsen til Konstantinopel
I december 1835 glider dampskibet Levant gennem kolde vintervinde, og to danske kunstnere står på dækket med blikket mod horisonten. Forude toner Konstantinopel frem: millionbyen mellem Øst og Vest. For maleren Martinus Rørbye (1803–1848) og arkitekten Gottlieb Bindesbøll (1800–1856) bliver mødet med byen et afgørende vendepunkt.

Modtageren af C.L. Davids Fødselsdagslegat 2025 er offentliggjort
Karen Kjældgård-Larsen modtager C.L. Davids Fødselsdagslegat 2025 for hendes nyskabende og humoristiske fortolkninger af den klassiske keramiktradition.

Jette Bang - Portræt af beduinerne i Qatar
I foråret 1959 ankom den danske fotograf Jette Bang (1914-1964) til Qatar. Med sin imponerende baggrund som en af Danmarks førende fotografer havde Bang allerede gjort sig bemærket for sine skildringer af Grønlands oprindelige befolkning gennem både fotografier og film. Nu vendte hun blikket mod Mellemøsten – nærmere bestemt beduinerne i Qatar.