Poul S. Christiansen

1855-1933
Poul S. Christiansen var møllebygger og læreruddannet og startede sin kunstneriske karriere i en relativ sen alder, da han i 1885 blev optaget på Kunstnernes frie Studieskoler i København.
Livet igennem foldede han sig ud som en maler med et koloristisk talent. Han var produktiv og havde en stor motivkreds, der indbefattede både historiemalerier, portrætter, stilleben, strand- og marinebilleder samt landskaber. Hans store gennembrud kom dog først med en retrospektiv udstilling på Den Frie Udstilling i 1910. I de sene år han rettede fokus mod at skildre naturen i og omkring sin bolig i Lyngby.
I dag huskes Poul S. Christiansen særligt for hans malerier med religiøse og mytologiske motiver, deriblandt de store malerier med motiver fra Dantes Guddommelige Komedie.