Den almindelig anerkendte datering for Osmans (’Uthman) overtagelse af magten over sin stamme er 680 H (1281 AD). Ifølge osmannisk overlevering kom Osmans far, Ertoghrul, den rumseljukkiske sultan ’Ala al-Din Kayqubad 1. til undsætning, da denne var i kamp med mongolerne, og hans hær var ved at blive besejret.

Ertoghrul hjalp med at drive fjenden væk, og som tak for dette fik Ertoghrul af Kayqubad området omkring Sögüt ved den byzantinske grænse i nordvest Anatolien som belønning.

Numismatiske vidnesbyrd fra Ertoghruls barnebarn Orkhans (Urkhan) regeringsperiode støtter denne historie. Orkhans tidligste udmøntninger er præget i Bursa og tyder på, at Kay Khusraw kan have været Ertoghruls første overherre, fordi navnet på den daværende abbasidiske kalif, al-Mustansir (623-640/1226-1242) ses på disse mønter.

På en anden udmøntning af de mange, som blev præget, mens Orkhan var ved magten, ses Kay Khusraws navn såvel som kaliffens.

Kay Khusraws støtte til Ertoghrul, den ærefrygt, han blev behandlet med, og hans omvendelse til islam kan have givet Orkhan nok grund til på sine nye mønter at fejre ikke blot mindet om familiens første islamiske, verdslige overherre, men også om dens første åndelige leder.

Orkhans mønter er indviklede og svære at forstå, fordi de alle, bortset fra en, er udaterede, hvilket betyder at de mange forskellige eksempler ikke giver en sikker oversigt over deres rækkefølge.

Denne mønt hører imidlertid klart til en af Orkhans sidste akce-udmøntninger, og det er den første, hvor han åbent nævner sig selv, uden noget slægtsnavn eller titler.

Forfatteren og den opdagelsesrejsende Ibn Battuta beskriver Orkhan som: ”Den største af de turkmenske konger og den mest velhavnede mht. rigdom, lande og militære styrker, [som] besidder næsten hundrede fæstninger, som han til stadighed rejser på inspektion til og administrerer. Han kæmper mod de vantro og overvinder dem”.

Orkhan er også kendt for at have betalt sine soldater så ofte som en mønt om dagen af den bedste af alle turkmenske akcer. En sikker løn og godt lederskab lagde grunden til det osmanniske dynastis kommende storhed.