Skønt den ghaznavidiske hersker Mahmud ibn Sebüktigin havde været en i sjælden grad succesrig erobrer, havde han kun skullet møde en række relativt svage fjender. Hans søn Mas’ud var en modig soldat, men manglede sin fars bemærkelsesværdige karakterstyrke.

Han havde det uheld at møde de seljukkiske tyrkere, som udgjorde en meget større trussel. Mas’ud er blevet beskrevet som en ubehagelig og lunefuld mand, som nægtede at modtage kedelige råd, og som fortrak at stole på hoffets spytslikkere. Efter at de havde foretaget en række succesrige indfald i de ghaznavidiske områder, besluttede Mas’ud, at det var blevet tid at knuse de seljukkiske angribere med sin store hær.

Denne mønt ser ud til at have været en del af hans krigsindsats, hvilket er antydet ved det ene ord zahiriyya, som betyder ”støtte”, og som ses på bagsidens midterfelt. Men det gik ikke, som Mas’ud havde regnet med.

Da han ledte sine styrker nordpå gennem ørkenens hede mod Merv, blev de slået på flugt af det seljukkiske kavaleri i Slaget ved Dandanqan i måneden ramadan 431 H (maj 1040 AD), og dette var reelt afslutningen på den ghaznavidiske dominans i Iran.

Mas’ud overgav Khorasan til seljukkerne, og mens Toghril Beg endnu var på slagmarken, blev han udråbt til deres leder. Ude af stand til at klare denne ydmygelse samlede Mas’ud sine skatte og flygtede imod alle råd til Indien.

Hæren gjorde oprør, da han nåede Punjab, plyndrede hans bagage og slog ham ihjel. Efter dette overtog hans bror, Muhammad, endnu engang kortvarigt tronen. I eftertiden fik Mas’ud, på grund af drabet på ham, betegnelsen amir-i shahid (Martyr Kongen).

Slaget ved Dandanqan kan sammenlignes med det ved Malazgirt i 463 (1071), da seljukkerne besejrede byzantinerne. Begge slag ændrede historiens gang.