I 617 H (1220 AD), rykkede de mongolske styrker ind i khwarazm-shahernes områder og trængte ’Ala al-Din Muhammad ibn Takash foran dem. I panik rådede han sine undersåtter til ikke at forsøge at kæmpe imod denne uovervindelige hær. Han undslap til sidst til en ø i Det Kaspiske Hav, hvor han døde kort tid efter. Hans død resulterede i den sædvanlige kamp om magten mellem hans sønner, Uzlaq Sultan, som havde været den sandsynlige arving, Aq Sultan og Jalal al-Din Mangubarni. Det var sidstnævnte, der vandt, hvilket gjorde hans brødre så rasende, at de planlagde at dræbe ham. Han undslap til Nishapur, men han havde ikke været der mere end en dag før den mongolske hær stod ved byportene. Mangubarni flygtede derefter til Ghazna tæt forfulgt af fjenden, som til sidst opgav jagten. Derved kunne han rejse sikkert til Parvan i Hindu Kush. Mongolerne fulgte ham dertil, men kom ud for deres første nederlag over for Mangubarni, som tappert kæmpede en heftig kamp i to dage.

Sejren blev dog kortvarig, for Mangubarnis to generaler kom i strid over byttet og overlod deres leder til sin egen skæbne. Han vendte derefter tilbage til Ghazna, hvor han planlagde at søge sikkerhed på den anden side af Indus-floden. Hans rejse var meget farefuld, for han blev nu forfulgt af en endnu større hær, ledet af Djengis Khan selv. Det lykkedes ham lige at slippe i sikkerhed ved at ride sin hest tværs over Indus-floden. Denne del af Mangubarnis historie ender godt, for da han nåede den anden flodbred hævede han sit sværd, sin lanse og skjold. Da Djengis Khan, som havde opgivet at forfølge ham, så dette, gav han en højlydt lyd fra sig af forbavselse og beundring.

Skønt materialet og kalligrafien på denne mønt er typiske for møntstedet Ghazna, så prægede Mangubarni så vidt vides ikke nogen mønter her, men i den nærtliggende fæstning Qal’a Nay. Mønten er udateret, men må være præget i 618 (1221), før Mangubarni drog til Parvan.