Efter en regeringsperiode på 31 år, som næsten udelukkende var helliget felttog og kampe, strakte Mahmud ibn Sebüktigins rige sig fra Aserbajdsjans og Kurdistans grænser i vest til dalen ved Øvre Ganges i øst, og fra Khwarazm i Centralasien til Det Indiske Oceans bredder. Så store områder havde ikke været under én mands kontrol siden begyndelsen af det abbasidiske kalifat.

Da hans søn, Mas’ud, erfarede, at Mahmud var død i Ghazna i 421 H (1030 AD), var han langt væk på felttog imod kakuyiderne fra Isfahan og Hamadan.

Som følge af Mahmuds testamente blev han efterfulgt af en anden søn, Muhammad, som havde haft en mindre post som guvernør over Juzjan (Jowzjan) nær Balkh, som var et distrikt kendt for sin handel og frugtbare jord.

Mas’ud blev rasende over dette valg. Han ville nok have været Mahmuds naturlige arvtager, han havde været general i sin fars hær og havde haft den ansete guvernørpost over Isfahan og Rayy (nær nutidens Teheran). Så snart Mas’ud hørte om faderens død, hastede han hjem til Ghazna, hvor han sikrede sig støtte fra den ghazanavidiske hær til at omstyrte Muhammad, som kun havde regeret nogle få måneder.

Denne dinar blev præget i Hamadan og kan have været udstedt, da Mas’ud var på vej til Ghazna. Den bærer stadig Mahmuds navn og titler på forsiden: yamin al-dawla wa amin al-milla abu’l-qasim mahmud (Statens Højre Hånd, Folkets Vogter, Retfærdighedens Far, Mahmud). Medtagelsen af hans eget navn, blot som Mas’ud, på et tidspunkt hvor han ikke var hersker, og hvor et andet navn på denne mønt – om noget – skulle have været Muhammads, må have øget den bitre kappestrid brødrene imellem.