De ghaznavidiske herskere over Khorasan, Afghanistan og Indien, 366-583 H/977-1187 AD
Indskrift & design
Indskrift & design
Forside
Midterfelt
‘adl / la ilah illa / allah wahdahu / la sharik lahu / yamini
“retfærdighed, der er ingen gud uden Gud, Han alene, Han har ingen ligemænd, yamini”.
Indre omskrift
bism allah duriba hadha’l-dinar bi-naysabur sana arba’s wa tis’in wa thalathmi’a
“i Guds navn denne dinar blev præget i Naysabur i året fire og halvfems og tre hundrede”.
Ydre omskrift
lillah al-amr min qabl wa min ba’d wa yawma‘idhin yafrahu al-mu’minin bi-nasr allah
”Afgørelsen tilkommer Gud, førhen og fremover. På den dag vil de troende fryde sig over Guds hjælp”.
(sura 30, Byzantinerne (al-Rum) del af vers 4 og 5)
Bagside
Midterfelt
lillah / muhammad rasul allah / yamin al-dawla / wa amin al-milla / abu’l-qasim
“for Gud, Muhammad er Guds sendebud, Yamin al-Dawla wa Amin al-Milla Abu’l-Qasim”.
Omskrift
muhammad rasul allah arsalahu bi’l-huda wa din al-haqq li-yuzhirahu ‘ala al-din kullihi wa law kariha al-mushrikun
”Gud er den, der sendte sin udsending Muhammad med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Guds side, hader det”.
(sura 9, Omvendelse (al-Tawba), vers 33)
Historisk note
Historisk note
Mahmud ibn Sebüktigin, den anden ghaznavidiske hersker, efterfulgte sin far i 389 H (999 AD), og han havde opnået fuld uafhængighed fra samaniderne ved at afsætte og fængsle deres leder ’Abd al-Malik 2. ibn Nuh 2. Knap havde han overtaget tronen, før han tog af sted på et af sine mange togter ind i Indien, som kulminerede med, at han blev den første muslimske erobrer af Punjab.
Da Mahmud døde i 421 (1030), kontrollerede han hele Punjab, dele af Sind, det nordlige Baluchistan, Afghanistan, Gharistan, Ghur og det meste af Iran, inklusive Sistan og Khorasan. For at kunne styre disse store områder på en ordentlig måde havde han overtaget det traditionelle, persiske, centraliserede administrative system. Han havde også udvist stor interesse for at udvikle persisk litteratur og hjulpet en række forfattere frem. Det var i hans regeringstid, at Irans største digter, Firdawsi, skrev sit epos Shahnama, som stadig i stor udstrækning bliver citeret i dag.
Mahmud flyttede sin troskab fra den abbasidiske marionet-kalif, al-Ta’i’ lillah, hvis navn fortsat forekom på de samanidiske mønter, selv om han døde i 381 (991), og han overførte den til den reelle kalif, al-Qadir billah, som dog ikke havde mere verdslig magt end hans forgænger havde haft. Men han var, som det var sædvane, i stand til at udstede titler.
Denne mønt bærer imidlertid ganske usædvanligt ikke kaliffens navn i indskrifterne. På de mønter, som Mahmud prægede i fællesskab med samaniderne, brugte han det enkle tilnavn Sayf al-Dawla (Statens Sværd), som han havde fået af samaniden Nuh 2. Nu kunne han præge mønterne med de meget mere kunstfærdige nye titler, som al-Qadir tildelte ham: yamin al-dawla wa amin al-milla abu’l-qasim (Statens højre hånd og Folkets vogter, Retfærdighedens far).
Ordet yamini på forsidens indskrift var det navn, som Mahmud satte på både sine sølv- og guldmønter. Det hentyder til titlen Yamin al-Dawla, som han normalt var kendt under. Ordet ’adl på forsiden henviser til, at mønten har en ”retfærdig” værdi, en påmindelse om, at Koranen byder gode muslimer at ”give en retfærdig værdi”.
