De injuidiske herskere over Fars og det sydlige Jibal, ca. 725-757 H/1325-1356 AD
Indskrift & design
Indskrift & design
Forside
Midterfelt
la ilah illa allah / muhammad / rasul allah
“der er ingen gud uden Gud, Muhammad er Guds sendebud”.
Omskrift
Navnene på ”de fire retledte kaliffer”.
Kl. 12: abu bakr, kl. 9: ’umar, kl. 6: ’uthman, kl. 3: ’ali
Bagside
Midterfelt
duriba / al-mutawakkil ‘ala allah / abu ishaq ibn mahmud / isfahan
“præget, han som sætter sin lid til Gud, Abu Ishaq ibn Mahmud, Isfahan”.
Omskriftsstykkerne
fi sh[uhur sana kham]sin wa sab’mi’a
”i må[nederne af året halv]treds og syv hundrede”.
Historisk note
Historisk note
Injuiderne, som oprindeligt var guvernører for il-khaniderne, blev uafhængige i begyndelsen af 740’erne H (1340’erne AD). Deres navn stammer fra den stilling, deres forfader, Sharaf al-Din Mahmud Shah oprindeligt havde. Han var forvalter (på mongolsk inju) for de il-khanidiske områder i Fars. Det injuidiske dynasti varede kun 17 år under to herskere, Mahmud Shah og Abu Ishaq, før det blev ryddet af vejen af muzaffariden Mubariz al-Din Muhammad i 757 (1356).
Mahmud Shah styrkede sin magt i Shiraz under il-khaniden Abu Sa’ids regeringstid, og han blev en næsten uafhængig hersker over Fars. Abu Sa’id nærede mistanke om hans hensigter og forsøgte at udnævne en guvernør, der skulle erstatte ham, men Mahmud Shahs søn, Ghiyath al-Din Kay Khusraw, som herskede i Shiraz i faderens navn, nægtede at gå med til dette. Abu Sa’id døde kort tid efter, og hans efterfølger Arpa Kë’un (Gawon) henrettede Mahmud Shah.
Som så ofte før brød gensidigt ødelæggende stridigheder ud blandt hans fire sønner om magten over Fars: Jalal al-Din Mas’ud Shah blev vesir for den il-khanidiske Muhammad Khan, Kay Khusraw mente, at han var faderens efterfølger, Shams al-Din Muhammad blev myrdet af chobaniden Pir Husayn, og Jamal al-Din Abu Ishaq, som blev den sejrende.
Abu Ishaq blev hersker over Shiraz og hele Fars, og havde allerede fået overdraget Isfahan af Pir Husayn. Derefter forsøgte han at udvide sin magt til Yazd og Kerman, men han kom i konflikt med muzaffariderne, som drev ham ud af Yazd og Kermanog belejrede Shiraz, som overgav sig til dem i 754 (1353).
Abu Ishaq drog så til Isfahan, men denne by blev også belejret af muzaffariderne, og han blev taget til fange af ’Imad al-Din Mubariz al-Din, den muzaffaridiske leder, som fik ham henrettet.
Denne dinar er den eneste kendte guldudmøntning fra injuiderne. Skønt den jalayiridiske hersker, Shaykh Hasan Buzurg, prægede anonyme mønter, var hans nabo Abu Ishaq mere direkte og indskrev sit eget navn på sine mønter, men uden kongelig titel. Han var imidlertid tæt på, da han genoplivede et gammelt kalifalt navn al-mutawakkil ’ala allah (Han som sætter sin lid til Gud).
Injuiderne overtog de il-khanidiske mønttraditioner, og fortsatte, som på denne mønt, med at bruge designet ”firkant i en cirkel” på forsiden. På denne tid var Iran et område, hvor man anvendte sølvvaluta, og guld blev kun sjældent brugt.

