Det abbasidiske kalifat, 1. periode, 132-218 H/750-833 AD

Faktuelle oplysninger
Dynasti
Det abbasidiske kalifat, 1. periode, 132-218 H/750-833 AD
Hersker og datoer
Abu Ja‘far Harun al-Rashid ibn al-Mahdi, (170-193 H/786-809 AD), Zubayda bint Abi Ja‘far (Harun al-Rashids kone)
Mønt navn
Jazirat al-Raghistan – øen Raghistan, sandsynligvis et paladskompleks nær Baghdad
Dato
183 H (799-800 AD)
Metal
Sølv dirhem
Vægt
2,91 g
Mål
Ø 25,0 mm
Inventar nr.
C 378
Indskrift & design

Forside

Midterfelt

la ilah illa / allah wahdahu / la sharik lahu
“der er ingen gud uden Gud, Han alene, Han har ingen ligemænd”.

Omskrift

bism allah duriba hadha’l-dirham bi-jazirat al-raghistan sana thalath wa thamanin wa mi’a
“i Guds navn denne dirhem blev præget på øen Raghistan i året tre og firs og et hundrede”.


Bagside

Midterfelt

amr al-sayyida / umm wali al-‘ahd / abqaha allah / ghaya
“på Fruens ordre, moder til arvingen, må Gud bevare hende. Sådan er det”.

Omskrift

muhammad rasul allah salla allah ‘alayhi wa sallam
”Muhammad er Guds sendebud, lad Guds velsignelse og fred være med ham”.

Historisk note

Denne hidtil ukendte mønt blev præget efter ordre fra Zubayda bint Abi Ja‘far ibn al-Mansur, Harun al-Rashids kusine og kone, mor til Muhammad al-Amin.

Det er sandsynligvis den tidligste islamiske mønt, der er blevet præget efter ordre fra en kvinde – i dette tilfælde en af de mest berømte i islams historie.

Mønten er det eneste kendte eksemplar fra et møntsted ved navn Jazirat al-Raghistan, sandsynligvis et paladskompleks nær Baghdad. Zubayda, der betyder ”lille smørkugle”, fik navnet af sin bedstefader, fordi hun var så buttet og køn. Hun var meget beundret på grund af sin skønhed, intelligens, ekstravagance og gavmildhed. Hun var toneangivende ved det abbasidiske hof, mens hun samtidig støttede forskere, digtere og musikere, og hun brugte formuer på offentlige arbejder.

Prægningen af denne mønt er endnu et eksempel på problemerne i forbindelse med den kalifale arvefølge. Som sin arving valgte al-Rashid i 175 H (791-792 AD) sin anden søn, Muhammad al-Amin, født af Zubayda. Da drengen voksede op, blev det imidlertid klart, at al-Rashids ældste søn, ‘Abd Allah al-Ma’mun, født af en slave, ville være en meget bedre egnet hersker end al-Amin.

I 183 H besluttede al-Rashid så, at al-Ma’mun skulle være nummer to arving til tronen. Skønt Zubayda havde adopteret al-Ma’mun efter hans egen moders død og havde været en god stedmoder, var det hendes store ambition at se sin eneste kødelige arving, al-Amin, blive kalif efter Haruns død. Man kan se for sig hvorledes denne magtfulde kvinde udstedte sin egen mønt med en kraftig påmindelse om, at hun var mor til arvingen: ”på Fruens ordre, moder til arvingen, måtte Gud bevare hende. Sådan er det”.

Copyright 2022 © - Davids Samling