Sunnitiske historikere skriver ikke venligt om al-Sari ibn al-Shaybani, kendt som Abu’l-Saraya. De fortæller, at han var en shiitisk rebel imod den abbasidiske kalif al-Ma’mun. Han begyndte sit liv som æseldriver, men blev derefter en bandit for endelig at blive en succesrig militærleder.

Da han dukkede op fra ubemærketheden var Syrien og Irak rystet af striden mellem al-Rashids to sønner, al-Amin og al-Ma’mun, om arvefølgen til kalifatet. Abu’l-Saraya skiftede side fra den ene til den anden, som det passede ham, men sluttede sig til sidst til en tredje, den shiitiske bevægelse.

Mens han befandt sig i byen Raqqa i Iraq, mødte han aliden Muhammad ibn Ibrahim ibn Tabataba, som han overtalte til at tage til Kufa og udråbe sig selv til imam. Abu’l-Saraya sluttede sig til ham dér i midten af 199 H (815 AD), men Ibn Tabataba døde kort tid derefter. Sunnierne hævdede, at han var blevet forgiftet af Abu’l-Saraya.

Tabataba blev som imam efterfulgt af en anden alide, Muhammad ibn Muhammad ibn Zayd, men den faktiske magt forblev på Abu’l-Sarayas hænder.

På dette tidspunkt spændte han dog buen for hårdt ved at sørge for denne udmøntning af dirhemer i Kufa, på hvilke han anbragte ordet Fatimi, for at antyde, at han selv nedstammede fra profeten Muhammads datter Fatima, og sit eget nisba (tilnavn) al-Asfar, ”Den Blonde”. Det er et sjældent tilnavn på en mønt, men dengang som nu var det usædvanligt at finde blonde mennersker i Irak eller i noget andet arabisk land, og deres lyse farver gav dem et vist særpræg. Han mistede ved sin overmodige påstand støtten fra borgerne i Kufa og blev tvunget til at flygte til Susa fulgt af 800 ryttere. Hans tilhængere forlod ham, da han var blevet besejret og såret, og han forsøgte at nå sit hjem i Ras al-’Ayn, men i 200 (815) blev han fanget, halshugget og hans krop hængt op på Baghdads bro.