I mange år efter at de havde taget magten fra umayyaderne, havde de abbasidiske kaliffer ikke en bestemt hovedstad til deres regering. Først i 146 H (763-764 AD) valgte kaliffen al-Mansur, hvis navn betyder ”Gjort Sejrrig”, en ellers uvigtig landsby ved navn Baghdad til sin hovedstad.

Det var en velvalgt beliggenhed, fordi den lå på floden Tigris frugtbare breder med et netværk af kanaler, og den var et knudepunkt for flere vigtige handelsruter. Derudover blev der afholdt månedlige markeder, hvilket ville sikre proviant til hæren og lokalbefolkningen.

Al-Mansur byggede ”Den Runde By” som det nye Baghdads bykerne, med fire porte i lige stor afstand herfra. Fra hver af disse udgik en hovedvej.

Nye bygninger blev bygget ved disse veje, og den abbasidiske hovedstad voksede hurtigt til en prægtig by med byporte af marmor og sten, store moskeer, travle markeder og et imponerende palads. Over paladset tronede den Grønne Kuppel, næsten 50 meter høj, med en rytter til hest ovenpå.

Fra sin nye hovedstad skabte al-Mansur en yderst effektiv, centraliseret administrativ opbygning, ofte med egne familiemedlemmer som provinsguvernører. For at understrege sit ønske om fred og stabilitet gav al-Mansur Baghdad navnet Madinat al-Salam “Fredens by”. Dette navn blev bibeholdt på mønterne, der blev præget dér indtil 656 (1258), da det abbasidiske kalifat blev væltet af den il-khanidiske hersker Hülegü. Herefter vendte man tilbage til det tidligere, folkelige navn Baghdad.