Det abbasidiske kalifat, 1. periode 132-218 H/750-833 AD
Indskrift & design
Indskrift & design
Forside
Midterfelt
la ilah illa / allah wahdahu / la sharik lahu
“der er ingen gud uden Gud, Han alene, Han har ingen ligemænd”.
Omskrift
muhammad rasul allah arsalahu bi’l-huda wa din al-haqq li-yuzhirahu ‘ala al-din kullihi
”Gud er den, der sendte sin udsending Muhammad med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion”.
(sura 9, Omvendelse (al-Tawba), del af vers 33)
Bagside
Midterfelt
muhammad / rasul / allah
“Muhammad er Guds sendebud”.
Omskrift
bism allah duriba hadha’l-dinar sana arba‘ wa arba‘in wa mi’a
“i Guds navn denne dinar blev præget i året fire og fyrre og et hundrede”.
Historisk note
Historisk note
De abbasidiske kaliffer fulgte umayyadernes sædvane med ikke at indgravere deres egne navne på gulddinarerne, ej heller navnet på møntstedet, hvor de var præget.
I det store og hele blev dinarerne præget der, hvor kaliffen havde sin residens. Det er derfor sandsynligt, at de tidligste er blevet præget i Damaskus, derefter i Kufa, som var det første abbasidiske hovedsæde, og senere endnu i Hashimiyya, indtil et møntværksted endelig blev grundlagt omkring 146 H (763 AD) i al-Mansurs nye, prægtige hovedstad i Baghdad, som han kaldte Madinat al-Salam (Fredens by).
Forskellen på de kalligrafiske stilarter tyder også på, at dinarerne er blevet præget flere forskellige steder.
Både dinarerne og dirhemerne bar i midterfeltet det første udsagn i kalima’en “der er ingen gud uden Gud, Han alene, Han har ingen ligemænd”. Dog var møntsted og datering på dirhemerne anbragt i forsidens omskrift, mens dinarernes omskrift bar Koranens sura 9, vers 33 ”Gud er den, der sendte sin udsending Muhammad med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion”. De udelod derimod den sidste del af udsagnet ”selvom de, der sætter andre ved Guds side, hader det”, som stod på dirhemerne. Dette henviste selvfølgelig til de kristne, hvis tro på Treenigheden gjorde, at muslimer anså dem for at være polyteister.
På møntens bagside er indskriften det andet udsagn i kalima’en ”Muhammad er Guds sendebud”, mens mønttype og datering står i omskriften. Denne mønt har en særlig enkel og elegant form for kufi-skrift, især på bagsiden.


