Denne hidtil upublicerede abbasidiske donativ-mønt var en særlig udmøntning fra kaliffen al-Mu‘tazz i 254 H (868 AD) og var ganske ulig hans officielle sølvmønter. Disse var helt konventionelle i brugen af religiøse indskrifter hentet fra Koranen, først brugt på al-Ma’muns reform-mønter i 198 (813-814), da han var blevet kalif efter at have besejret sin halvbror, al-Amin.

De fulgte den normale sædvane for de abbasidiske 2. periode-mønter, som introduceredes i 218 (833) af al-Ma’muns efterfølger, al-Mu‘tasim: de bærer kaliffens navn, tillige med møntstedet og dateringen.

Det eneste spor af denne tids kunstneriske liv ses i de varierende typer af kufi-skrift til inskriptionerne indgraveret i stemplerne. Som altid sikrede ulama’erne (de religiøse retslærde), at ingen afbildning af dyreliv blev set offentligt.

Imidlertid var de riges liv bag kulisserne – især herskerens og hans hofs – skjult for offentlighedens blikke og fordømmelse. Hvad der foregik i haremmet, var privat og uden for dens søgelys.

Det er tydeligt, at denne mønt blev præget som en speciel udgave til kaliffen, for at han kunne give den til sine koner og konkubiner. Al-Mu’tazz var en ung mand først i tyverne, som efter at have dræbt sine brødre for at sikre sin egen overtagelse af kalifatet var ivrig efter at få sine egne efterkommere. Både vagtlen og haren er kendt for deres frugtbarhed og det store antal unger, de får.

Denne mønt var sandsynligvis ment som en tilskyndelse og belønning til de kvinder, der skulle give kaliffen sønner for at øge hans følelse af sikkerhed. Imidlertid døde al-Mu‘tazz faktisk uden en mandlig arving, idet han blev afsat og myrdet det følgende år, 255 (859).