I 1216 H (1801 AD) tvang Lord Wellesley, Jarlen af Mornington, Sa’adat ’Ali Khan til at afstå mange af hovedbyerne i Awadh til det engelske East India Company, fordi han ikke mente, at Awadh længere var effektiv som en stødpudestat. Nu var Awadh fuldstændig omringet af engelsk territorium, bortset fra dens grænse med Nepal.

Som en del af aftalen skulle Wajid ’Ali Shah, Awadhs sidste hersker, indføre et nyt administrativt system i sin stat, som man håbede kunne bringe en generel velstand og sikkerhed til hans undersåtter.

Gentagne advarsler fra englænderne nyttede dog kun lidt, eller slet ikke med hensyn til forbedringer. Den dårlige forvaltning fortsatte, og kompagniet mistede til slut tålmodigheden med Wajid ’Ali Shah, og englænderne annekterede Awadh i 1272 (1856), hvilket ophidsede både i Awadh og andre steder i Indien.

Englænderne sendte Wajid ’Ali Shah i eksil i Calcutta, hvor han levede i 30 år, reduceret til deres pensionær.

Anneksionen af Awadh skabte en del uro, for provinsens fremtrædende familier blev behandlet med meget lidt respekt og blev fortrængt fra størstedelen af deres ejendomme. Faktisk var dette en af hovedårsagerne til det indiske mytteri mod englænderne, som brød ud i 1273 (1857), og mange af de hårdeste kampe fandt sted i Lucknow.

Som på sin forgænger, ’Amjad ’Alis mønter, ses en krone på Wajid ’Ali Shahs. Men her er både krone og chath – den kongelige parasol – mindre. I stedet for fisk, som ’Amjad ’Ali foretrak, er det to havmænd, med fiskehaler, der ses på hver side af kronen.