Kulturnatten 2026
Davids Samling inviterer endnu en gang til en magisk og stemningsfuld aften på Kulturnatten med to koncerter af aftenens musikalske artist (TBA), marokkansk mad, henna-tatoveringer og smukke tøjdesigns inspireret af museets kunstværker.
I tidsrummet 18–22 vil museets værter stå klar rundt omkring i samlingen til at besvare dine spørgsmål.
Gratis adgang med kulturpas.

Davids Samling x Det Kgl. Akademi
Oplev museets unikke samling i et nyt perspektiv, når smukke designs af de studerende fra Det Kgl. Akademi, transformerer og går i dialog med den faste samling.
I løbet af foråret har de studerende fra kandidatprogrammet i Fashion, Clothing and Textile ladet sig inspirere af tekstiler, mønstre, kunstværker og tematikker fra samlingen og omsat deres indtryk til nye designs.
Gennem deres kreationer undersøger de deres eget blik, egen historie og hvordan, man som designer kan forholde sig åbent, respektfuldt og nysgerrigt til andre kulturer. Resultatet er en række designs, der bygger bro mellem fortid og nutid, og som giver genstande fra en anden tid nyt liv eller ny betydning gennem et moderne blik.
Hvor:
I museets samlinger
Hvornår:
Hele aftenen


Hennatatoveringer v. Nicole Kruckenberg
Henna har en lang og fascinerende historie, og er en tradition som gennem årtusinder har været brugt til at udsmykke kroppen – fra det gamle Egypten og på tværs af den islamiske verden.
Til Kulturnatten kan du få din egen midlertidige, dekorative tatovering i vores salon, hvor talentfulde hennatatovører vil sidde klar til at skabe smukke mønstre på både store og små gæster.
Der er ikke mulighed for at få heldækkende tatoveringer. Alle de brugte materialer er naturlige, og der er kaffe og lavendelolie blandet i hennafarven. Obs. Gæsterne har selv ansvar for eventuelle allergener. Der kan opstå kø til aktiviteten.
Hvor:
På museets 2. sal i rummet til venstre
Hvornår:
Kl. 18–23

Marokkanske specialiteter
I museets gård kan du smage på det marokkanske køkken, når Maroc Maroc serverer autentiske og smagfulde marokkanske specialiteter som bl.a. varm myntete, pastillaer, samosaer, salater og hummus.
Maden kan købes og nydes i gården, og betaling foregår via MobilePay.
Hvor:
I gården
Hvornår:
Kl. 18–23