Talk: Lina Hashim & Anna Kledal, modereret af Prince Henry Kwesi Asare.

Kunstens rolle i imperialismens skygge
Hvordan former historien vores blik – og kan kunsten være med til at frisætte det?
Europæernes dyrkelse af og blik på ”Orienten” har i århundreder ofte været præget af fascination, andre gange af frygt – men næsten altid med en indbygget asymmetri i magtforholdet. Den historiske arv er ikke kun et spørgsmål om fortidens kunstværker; den sætter fortsat aftryk i politiske diskurser, kulturelle repræsentationer og kollektive forestillinger om “de andre”.
I denne talk mødes kunstner og performer Lina Hashim med forfatter, kunsthistoriker samt ph.d. i køn samt orientalisme Anna Kledal for at undersøge æstetik, magt og identitet i fortid, nutid og fremtid.
Gennem Hashims kunstneriske praksis – hvor blik, tro, krop og ritualer flettes tæt sammen – åbnes der op for en diskussion om hvordan samtidskunsten kan udfordre de spor af imperialisme, der stadig kaster skygger ind i nutiden. Med et kunsthistorisk perspektiv folder Kledal den historiske kontekst ud og stiller skarpt på de idéer og forestillinger, der formede orientalismens billeder. Samtalen modereres af samfundsdebattør, oplægsholder, moderator og konsulent: Prince Henry.
Herfra bevæger samtalen sig ind i vores fælles samtid – et politisk landskab præget af kulturel dominans, global ulighed og nye former for ideologisk imperialisme. Hvorfor synes kampen mod imperialistiske strukturer at gentage sig igen og igen? Og hvilken rolle spiller kunsten i mødet med disse magtstrukturer – som kritisk stemme, aktivistisk redskab eller poetisk modbillede til stereotype fortællinger og fastlåste forestillinger?