Talk: Lilibeth Cuenca Rasmussen & Anders Fogh Jensen, modereret af Moussa Mchangama.

Rejsen har i århundreder været forbundet med erkendelse, dannelse og udsyn. Fra de klassiske europæiske dannelsesrejser til det moderne sabbatår har idéen stået stærkt: At vi bliver klogere, bedre og mere hele mennesker af at bryde op, se nyt og blive udfordret. Særligt for adelen og for kunstnerne har rejserne ud i verden dannet grundlag for viden og inspiration. I mødet med ”det fremmede” blev kunstnerisk retning formet og nye motiver fundet.

Men i dag kunne man fristes til at spørge om dannelsesrejsen overhovedet viser vej? længere, eller om den har mistet sin betydning i en tid, hvor flybilletterne er billige, og hvor verden er blevet global. Behøver vi at rejse ud for at finde os selv? Og hvad er der sket med kunstnernes dannelsesrejser, i en tid hvor kulturel appropriation og identitetspolitik er til debat?

I denne talk undersøger kunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen og filosof Anders Fogh Jensen fra hver deres perspektiv, hvad dannelsesrejsen betyder i 2026 – og hvad vi måske har mistet, vundet eller genopdaget.

Som video- og performancekunstner samt gæsteforelæser ved Kunstakademiet har Lilibeth Cuenca Rasmussen aktivt brugt sin Filippinske baggrund og rejsen i sin kunst; mens Anders Fogh Jensen, ud over sit virke som filosof, foredragsholder og forfatter, arbejder med at arrangere og lede dannelsesrejser. Samtalen bliver kyndigt modereret af Moussa Mchangama, co-founder & senior adviser hos In futurum. Han arbejder aktivt for mere diversitet og inklusion.

Samtalen knytter samtidig an til Davids Samlings to særudstillinger, der begge kredser om rejsens billeder, myter og selvfortællinger. Fra romantiserede forestillinger om fortiden til nutidens udfordringer tegner der sig et komplekst billede: Måske er dannelsesrejsen ikke død – men forandret? Måske har den skiftet form fra geografisk bevægelse til social eller kulturel mobilitet? Eller måske lever den videre i nye variationer, hvor rejsen ikke længere er et privilegium for de få, men en forventning for de mange?