Skønlitteratur
Fortællingens udvikling i islams verden.
Den tidligste islamiske litteratur blev skrevet på arabisk, herunder også skønlitteraturen. Udgangspunktet var beduindigtningen på Den Arabiske Halvø fra tiden umiddelbart før profeten Muhammad. Det var ørkenbålenes ”storytellere”, der gav de nedskrevne digte deres første form, og det var dem, der viderebragte den fortælletradition, som blev et afsæt for den senere så rige islamiske skønlitteratur.
Særlig prominent blandt de tidligste digtformer var det lange digt, qasida’en, på ca. hundrede dobbeltlinjer, indholdsmæssigt oftest centreret omkring en gammel lejrplads, ungdommens kærlighed og legendariske jagter. Sideløbende forfattedes dog også andre og kortere fortællinger på vers, eksempelvis asketiske digte eller drikkeviser og hymner om erotik. Særlig kendt for de sidste var kaliffen Harun al-Rashids (786-809) hofdigter, Abu Nuwas.
I takt med poesiens udvikling fik en række meget korte digttyper, som rubaiyat’en på 4 vers (særligt forbundet med digteren Omar Khayyam) og ghazal’en på 7-14 vers, en stadig mere fremtrædende rolle. De tilskårne og lettere former blev de foretrukne blandt de store persiske digtere, Nizami, Rumi, Sadi, Hafiz og Jami, og blev anvendt til beskrivelse af kærlighedens veje og vildveje, samt ikke mindst længslen efter ”den elskede” – også forstået som Gud. Især hos sufismens mystiske poeter var der en tydelig dobbelthed at spore i kærlighedsmetaforikken.
Inspirationen til indhold og form bevægede sig frem og tilbage på tværs af de islamiske lande. Den persiskfødte hofsekretær i det arabiske abbaside-kalifat, Ibn al-Muqaffa, oversatte allerede i det 8. århundrede en række persiske, fortællende værker til arabisk. Bedst kendt er Kalila wa Dimna, oprindeligt en indisk bog med dyrefabler, der også var et fyrstespejl (en lærebog i livsvisdom for fyrster). Ibn al-Muqaffas klare og enkle sprog blev sidenhen mønster for arabisk kunstprosa.
Fra det 10. århundrede nedfældedes i Iran de historiske legender fra øst og vest. Prægtige manuskripter – med tiden også med illustrationer – blev fremstillet som svar på en stigende efterspørgsel efter underholdning og oplysning. Enestående i denne sammenhæng er Firdawsi’s gigantiske epos Shahnama (Kongernes Bog) på 50.000 vers med lige dele mytologi og regulær historie.
Indien og Tyrkiet bidrog især fra det 16. århundrede til den islamiske verdens litteraturhistorie, primært i form af disse områders historiske sagn og myter. Fra Tyrkiet spredtes de folkelige fortællinger om gavtyven Nasreddin Hodja og i mogulernes Indien oversattes de hinduistiske legender, Mahabharata, Ramayana og Tutinama. De sidstnævnte takket være den nysgerrige og tolerante fyrste, Akbar.
Tusind og én nats eventyr, der i dag nok er det mest berømte værk fra den islamiske verden (ikke mindst i Vesten), er et anskueliggørende eksempel på den mangfoldige islamiske skønlitteraturs ofte bredtfavnende oprindelseshistorie. Da den franske diplomat, Antoine Galland, i det 18. århundrede i Istanbul, indsamlede sit materiale til en moderne version af værket, kom han omkring historier, der var genfortalt i århundreder, hvis ikke årtusinder, fra det østligste Asien til det vestligste Nordafrika.
