Badr al-din Lu’lu’ havde været zangiderne af Mosuls loyale atabeg, men efter den sidste hersker, Nasir al-Din Mahmuds død i 631 H (1233 AD), overtog han selv magten over deres landområder. Den abbasidiske kalif al-Mustansir anerkendte ham som hersker over Mosul med ærestitlen al-Malik al-Rahim (Den Barmhjertige Konge), med retten til sikka (at præge sine egne mønter) og til at have khutba’en (imamens tale før Fredagsbønnen) læst i sit navn.

Badr al-Din var kendt for sine sammenstød med de mindre vigtige, overlevende zangider, og han kæmpede også mod den ayyubidiske al-Salih Ayyub i Jazira og al-Nasir Yusuf 2. i Aleppo. Mens han ikke havde synderlig succes med sine felttog, blev han derimod en dreven diplomat. Hen imod afslutningen af sit liv var Badr al-Din vidne til – og bidrog tilmed til – den mongolske invasion og det abbasidiske kalifat i Baghdads fald, men det lykkedes ham at holde Mosul ved behændigt at erklære sig som en vasal af Hülegü. Han døde som 80-årig i 657 (1258), hvorefter hans tre sønner herskede, den ene efter hinanden, i hurtig rækkefølge.

Portrættet på møntens forside ser ud til at være en tillempning af en tetradrakme fra Side i Pamfylien, ved den vestlige middelhavskyst i Tyrkiet, præget i det andet århundrede f.Kr. Hovedet i det firkantede design er sandsynligvis en personificering af solen, som var et almindeligt element på de mesopotamiske, figurative mønter.

På bagsidens indskrifter viser Badr al-Din Lu’lu’ sine diplomatiske evner, ved at nævne sin åndelige overherre og umiddelbare nabo mod syd, den abbasidiske kalif al-Mustansir, samt navnene på sine magtfulde ayyubidiske naboer mod vest og nord, al-Malik al-Kamil Muhammad og al-Malik al-Ashraf Musa. Dette kunne ses som en slags politisk sikkerhedsforanstaltning, en demonstration af Badr al-Dins velvilje og fredelige hensigter over for potentielle urostiftere.