Da al-Malik Muhammad døde i 536 H (1142 AD), udråbte hans bror, Yaghibasan, sig selv til emir i Sivas og ægtede al-Malik Muhammads enke, som var datter af den rumseljukkiske hersker Rukn al-Din Mas’ud 1. Efter denne tilranelse af magt erobrede al-Malik Muhammads anden bror, ’Ayn al-Dawla, selv Malatya, og hans søn, Dhu’l Nun, bevarede magten over Kayseri.

Ingen af disse tre var stærke nok til at tvinge sin vilje igennem over for de andre, men Yaghibasan var den ledende af dem indtil sin død i 559 (1164).

Hans forbindelse til den rumseljukkiske kongefamilie førte ikke til fred, for han havde konstant sammenstød med sin svigerfar Mas’ud og senere med sin svoger Qilij Arslan 2., og det i sådan en grad, at den byzantinske kejser Manuel tog Yaghibasans parti imod Qilij Arslan.

Yaghibasan havde flere sønner, men ingen af disse arvede tronen.

Efter Yaghibasans død giftede enken sig en tredje gang, nu med den 16-årige Isma’il ibn Ibrahim, som var nevø af ’Ayn al-Dawlas søn, Dhu’l-Qarnayn. Sammen forsøgte de at holde fast i tronen, men de blev begge dræbt ved et paladskup i 567 (1172), og Dhu’l-Nun udnævntes til emir.

Striden med rumseljukkerne fortsatte, og i 570 (1175) blev Dun’l-Nun forgivet efter ordre fra Qilij Arslan. Dhu’l-Qarnayn, som døde i 557 (1162) efterlod tre sønner, hvoraf den ældste, Nasir al-Din Muhammad, herskede i otte år, før han blev afsat. Fem år senere blev han genindsat for en anden regeringsperiode.

Denne mønt, der er præget i hans første regeringsperiode, bærer på forsiden hans navn, Nasir al-Din (Troens Forsvarer) Muhammad, og også hans fars og bedstefars.

Bagsiden kopierer en samtidig byzantinsk mønt udstedt af kejser Manuel Komnenos, bortset fra dateringen på arabisk og hvad der kan være en danishmendidisk stamme-tamgha (segl). Man kender ikke grunden til dette, men det kan have været hensigten at irritere rumseljukkerne, samtidig med at det helt sikkert har glædet den indfødte, kristne befolkning.